Skip to main content
23. marts 2026

Voksne kvinder med ADHD: Når det ser ud som overskud, men føles som overbelastning

Mange forbinder stadig ADHD med uro, drenge og diagnoser i barndommen, men i sit arbejde møder Kamilla Kastberg igen og igen voksne kvinder, hvor virkeligheden ser helt anderledes ud.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Kastberg Trivsel Tryghed Transformation

ADHD hos voksne kvinder er i mange år blevet overset, misforstået eller forklaret som noget andet. Særligt veluddannede og velfungerende kvinder bliver ofte ikke genkendt, fordi deres symptomer ikke ligner den klassiske forestilling om hyperaktivitet.

I stedet viser udfordringerne sig ofte mere skjult. Det kan være som indre uro, tankemylder, følelsesmæssig intensitet, overstimulation og udmattelse. For mange handler det også om vanskeligheder med struktur, planlægning og prioritering samtidig med, at de udadtil fremstår ansvarlige, kompetente og velfungerende.

Det er netop denne virkelighed, som Kamilla Kastberg fra Kastberg Trivsel Tryghed Transformation sætter fokus på i sit arbejde med voksne kvinder med ADHD.

Når kvinder kompenserer sig gennem hverdagen

En af årsagerne til, at mange kvinder først bliver opdaget eller udredt sent i livet, er, at de gennem årene har lært at kompensere for deres udfordringer, mener Kastberg.

De arbejder hårdere end andre. De forbereder sig mere. De bruger store mængder energi på at holde styr på hverdagen, leve op til forventninger og skjule det, der føles kaotisk indeni. Mange ønsker ikke at fremstå uansvarlige, uorganiserede eller utilstrækkelige, og derfor bliver strategien ofte at yde mere, kontrollere mere og presse sig selv mere.

Men den strategi har en pris.

For selv om omgivelserne ser en kvinde, der klarer meget, kan virkeligheden være præget af overarbejde, perfektionisme, selvkritik og udmattelse. For mange bliver belastningen først tydelig, når livet strammer til for eksempel i perioder med arbejdspres, familieliv, skilsmisse, store livsforandringer eller stress.

Følelsen af at være forkert

Når forståelsen af ADHD kommer sent i livet, har mange kvinder allerede levet i årevis med følelsen af, at der er noget galt med dem.

Mange har hørt sætninger som: “Du skal bare tage dig sammen”, “Du skal bare være mere struktureret” eller “Du er så klog – hvorfor kan du ikke bare gøre det?”. Den slags budskaber sætter sig ofte som en stærk indre kritik. Men ADHD handler ikke om manglende viljestyrke. Det handler i høj grad om hjernens måde at regulere opmærksomhed, motivation, energi, følelsesreaktioner, planlægning og igangsætning på.

Når man ikke forstår de mekanismer, kan livet føles som en konstant kamp mod sig selv. Derfor oplever mange kvinder en stor lettelse, når de for første gang får et sprog for de mønstre, de har kæmpet med gennem hele livet. Ikke fordi alt pludselig bliver nemt, men fordi det giver mening.

Mere opmærksomhed på kvinder og ADHD

I disse år er der stigende opmærksomhed på voksne kvinder med ADHD, både i forskning og i praksis. Det skyldes blandt andet en voksende erkendelse af, at kvinder ofte har andre måder at udtrykke og håndtere deres udfordringer på end mænd.

Hvor ADHD tidligere ofte blev koblet til ydre uro og synlig impulsivitet, peger erfaringer i dag på, at mange kvinder i højere grad vender uroen indad. Resultatet kan være et liv med højt funktionsniveau på overfladen men også høj belastning under overfladen.

Netop derfor er det vigtigt at tale om kvinder med ADHD. Ikke kun i forhold til diagnose og behandling, men også i forhold til identitet, trivsel, selvforståelse og hverdagsliv.

Workshop sætter fokus på identitet og selvledelse

Med workshoppen Identitet & selvledelse – fra overlevelse til lederskab ønsker Kamilla Kastberg at skabe et arbejdsrum for kvinder, der vil forstå deres egne mønstre og lære at lede deres design.

På workshopens første dag er fokus på identitet og mekanismer. På anden dag arbejdes der med design og selvledelse. Målet er at give deltagerne et tydeligere sprog for deres mønstre, større klarhed over deres funktionsprofil og konkrete redskaber til at skabe retning i hverdagen.

Deltagerne går blandt andet hjem med tre konkrete selvledelsesprincipper og en retning for de kommende måneder.

For mange kvinder kan den form for indsigt blive et vigtigt vendepunkt: fra at overleve hverdagen til i højere grad at forstå sig selv – og lede sig selv med mere klarhed og mindre skam.

Workshoppen afholdes i Herlev lørdag den 25. april og søndag den 26. april 2026. Begge dage kl. 9.30–16.00.

Tilmelding sker på Kastberg Trivsel Tryghed Transformations hjemmeside, hvor du kan læse meget mere om workshoppen.