26. marts 2025

|

Pressemeddelelse

Vinterfestival, bogudlån og styrkelse af spil- og filmbranchen: Ny aftale er god for kultur- og fritidsområdet i København

Et flertal på Københavns Rådhus har landet en bred aftale om Overførselssagen, hvor der også blev plads til at prioritere en række forskellige initiativer til kultur- og fritidslivet.

Vinterfestival, bogudlån og styrkelse af spil- og filmbranchen: Ny aftale er god for kultur- og fritidsområdet i København
Af: Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen | Foto: Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Flere kulturaktiviteter om vinteren, hurtigere håndtering af biblioteksbøger og afholdelse af et Creative Summit, som skal styrke spil- og filmbrancherne i København med henblik på at danne en spil- og filmfond, der skal sikre investeringer, talenter og arbejdskraft i brancherne. Det er nogle af de ting, københavnerne kan se frem til som resultat af Overførselssagen, hvor politikerne i budgetforligskredsen netop har landet en aftale om de overskydende midler fra seneste budget. Alt sammen indsatser, der er med til at sikre København som en levende og mangfoldig kulturby.
Som kultur- og fritidsborgmester er jeg virkelig glad for aftalens fokus på alt dét, København kan. På kultur- og fritidsområdet er der afsat penge til foreningslivet og kulturoplevelser, udtaler kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
Der er blandt andet sat penge af til af afdække mulighederne for en vinterfestival i København, der skal samle sæsonens kulturaktiviteter og trække københavnere og turister ud i byen og ind i kulturinstitutionerne i vintermånederne.
København har meget at byde på - også om vinteren. Det skal vi blive bedre til at fremhæve, så endnu flere får lyst til at bruge byen i de kolde måneder også, udtaler Mia Nyegaard.
1. divisionsfodbold, flere udlån af biblioteksbøger og styrkelse af demokratiet
Det københavnske idrætsliv står også til at få en økonomisk håndsrækning. Der er blandt andet afsat penge til at undersøge muligheden for at opgradere Østerbro Stadion, så det fremadrettet lever op til kravene til 1. divisionsfodbold. Og så bliver medlemstilskuddene til de folkeoplysende foreninger øget, så man sikrer, at stigende medlemstal og voksende børne- og ungemiljøer ikke udhuler tilskuddet per medlem. Københavnernes læselyst er også stigende, og det kan mærkes på de mange tusinde biblioteksbøger, som udlånes hvert år. Derfor er der afsat penge til et nyt sorteringsanlæg, der skal sikre en hurtigere bogsortering, så de udlånte bøger hurtigere kan komme tilbage på hylderne – og dermed også hurtigere ud til københavnerne igen. Styrkelsen af de demokratiske handlinger er også prioriteret i aftalen. Der er afsat penge til at fordoble antallet af valgsekretærer under det kommende kommunal- og regionsrådsvalg i november. En beslutning, der skal sikre færre fejl og mindske behovet for omtællinger på valgnatten. Ligesom der er sat penge af til initiativer for at styrke valgdeltagelsen blandt ikke-dansktalende borgere i København. Københavnerne kan også glæde sig til to nye dyppezoner i havnen, samt en ny biodiversitetsfestival til efteråret. I forlængelse heraf er der også afsat penge til at støtte nonprofitorganisationen Grønt Markeds formidling af bæredygtige madvalg, lokale råvarer og maddannelse i 2025. Derudover er der også fundet penge til at øge den sociale indsats i Sjællandsgade Bad, så hjemløse og udsatte borgere fremover får mulighed for at vaske tøj, komme i bad og få et let måltid alle hverdagsmorgener.
Event Information