Vi Elsker er klar med værtsparret og tre nye navne
Alexandra Stan, S.O.A.P. og Paradisio er nu også at finde på årets Vi Elsker-plakat, mens værtsparret Lisbeth Østergaard og Riffi skal styre slagets gang i Odense.
Lørdag den 23. august bliver Odense fyldt med god musik, når endagsfestivalen Vi Elsker løber af stablen i Kongens Have.
I midten af januar kunne festivalen offentliggøre, at Peter André, Danny Kool og C21 alle ville lægge vejen forbi den populære endagsfestival.
Offentliggørelsen blev positivt modtaget, og nu er Vi Elsker klar med yderligere tre navne til årets musikprogram.
Det drejer sig om Alexandra Stan, S.O.A.P. og Paradisio, som alle gæster den 90’er- og 00’er-glade festival.
Derudover er Vi Elsker også klar med årets værtspar, Lisbeth Østergaard og Riffi, der skal styre slagets gang.
Du kan holde dig opdateret og købe din billet til årets Vi Elsker her.
