08. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Verdens bedst sælgende amerikanske kvindegruppe vender tilbage til Danmark

For blot få år siden spillede TLC deres første koncert på dansk jord. Nu er den ikoniske amerikanske R&B- og popgruppe klar til at skrive endnu et dansk kapitel, når de den 12. juni kl. 22.00 giver deres første koncert til Fredagsrock på Plænen.

Verdens bedst sælgende amerikanske kvindegruppe vender tilbage til Danmark
Af: Tivoli | Foto: Peter Troest

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Da TLC i 2022 spillede deres første koncert i Danmark, var det første gang, danske fans kunne opleve gruppen live herhjemme. Fire år senere vender Tionne “T-Boz” Watkins og Rozonda “Chilli” Thomas tilbage til Danmark, når de indtager Plænen til deres første Fredagsrock-koncert nogensinde den 12. juni kl. 22.00. Med mere end 85 millioner solgte plader på verdensplan er TLC fortsat den bedst sælgende amerikanske gruppe bestående udelukkende af kvinder nogensinde. Dermed slår de både Destiny's Child og The Supremes i antal solgte albums. Siden gruppen blev dannet i Atlanta i 1990, har TLC været blandt de mest succesfulde og indflydelsesrige grupper i musikhistorien med hits som Waterfalls, Creep og No Scrubs. Deres største singler lever fortsat i bedste velgående. No Scrubs fra albummet FanMail fra 1999 er stadig et globalt hit og har i dag over 1,6 milliarder afspilninger på Spotify. Gennem karrieren har TLC desuden modtaget fire Grammy-priser og været nomineret 12 gange. Gruppen bestod oprindeligt af T-Boz, Chilli og Lisa “Left Eye” Lopes, hvor sidstnævnte på tragisk vis døde i en bilulykke i 2002. Siden har Tionne “T-Boz” Watkins og Rozonda “Chilli” Thomas videreført TLC og fortsætter med at bringe gruppens ikoniske sangkatalog ud til publikum verden over. Den 12. juni får Fredagsrock-publikummet for første gang mulighed for at opleve TLC på Plænen, når duoen sammen med deres band fylder sommeraftenen med nogle af de største internationale hits fra 1990'erne og 2000'erne. Marika Hakesberg, chef for Musik & Underholdning i Tivoli, siger:
TLC er et af de mest skelsættende girl groups i musikhistorien, og deres sange har været soundtrack til flere generationers livsøjeblikke. At kunne præsentere dem på Plænen er noget helt særligt, og vi glæder os til en aften, hvor både nostalgi og fællesskab får lov at fylde Haven.
Fredagsrock 2026 byder på et varieret program med både danske og internationale navne
Allerede weekenden efter TLC spiller Brad Paisley til Country i Tivoli, hvor Tivoli for første gang dedikerer et helt weekendprogram til country fra fredag den 19. til søndag den 21. juni. Udover TLC kan publikum blandt andet opleve store danske navne som Pil, Blæst, og URO samt internationale stjerner som Jessie J, Flo Rida og Rick Astley indtage Plænen i løbet af sommersæsonen 2026. Fredagsrocksæsonen slutter den 11. september med Dizzy Mizz Lizzy. Til og med den 21. august kan Tivolis gæster opleve hele to Fredagsrock-koncerter hver fredag – både kl. 19.00 og 22.00. Inden TLC spiller Sira Jovina kl. 19.00. Andre 19-navne, som spiller til Fredagsrock i løbet af sommeren, tæller blandt andre Ella Augusta, Patina, Anne Linnet, Østen og Xander Linnet. Som altid er koncerterne inkluderet i Tivolis entré.
Event Information