
Organisationerne Fremtidskoalitionen, Snart – laboratoriet for mulige fremtider og Klimajournalisterne står bag arrangementet. Deltagelse er gratis men der er begrænsede pladser og først til mølle.
Midt i valgkampens høje tempo slår Thoravej 29 i Nordvest dørene op for ”Valget om fremtiden”. Det bliver en time, hvor politikere og borgere debatterer, hvordan vi træffer beslutninger, der også giver mening for de kommende generationer.
I panelet er bl.a. Magnus Georg Jensen (Radikale Venstre) og Anders Storgaard (Det Konservative Folkeparti), Mikkel Bahl (Alternativet) og en stemme fra år 2075, der præsenterer forskningsbaserede fremtidsscenarier for politikerne.
Der er akut behov for at tage det lange sigte alvorligt i de politiske debatter, hvis vi skal lykkes med at skabe bæredygtige løsninger for de kommende generationer. Derfor er vi også glade for, at politikerne søger mod Thoravej 29, når vi skal styrke den demokratiske samtale og skærpe blikket for de generationer, der kommer efter os. Vi skal lytte til fremtidens stemmer, som alt for ofte overses, udtaler Anders Folmer Buhelt, akademidirektør ved Akademiet for Social Innovation og forperson for Thoravej 29, der er en af arrangørerne bag.
Hvorfor Thoravej 29?
Thoravej 29 er et community, hvor gode intentioner bliver omsat til reel handling. Her arbejder knap 200 mennesker fra ca. 40 organisationer side om side med én fælles mission: at skabe gennemgribende positive forandringer i samfundet.
Huset samler aktører om et fælles manifest for radikal transformation. Det giver stedet en særlig kraft: Thoravej 29 er både mødested, netværk og fremtidsscene.
Derfor er Thoravej 29 et oplagt sted at drøfte Valget om fremtiden – et sted, hvor nye ideer møder mod til at handle, og hvor samtaler om vores fælles fremtid allerede er en del af hverdagen.
Praktisk
• Tid og sted: Mandag den 16. marts kl. 17.00–18.00, Thoravej 29, 2400 København NV
• Tilmeldingslink: HER – gratis, begrænset antal pladser
Om arrangørerne
• SNART – Laboratoriet for mulige fremtider: Et udviklingsrum hvor du kan træne din forestillingsevne og bruger fremtiden til at tage beslutninger og handle i nutiden
• Fremtidskoalitionen: Samler aktører om langsigtede løsninger, der skaber trivsel for fremtidige generationer
• Klimajournalisterne: Formidler klima og natur med udgangspunkt i forskning