03. september 2026

|

Pressemeddelelse

”Usædvanligt”: Tør sommer gav laveste antal skybrudsskader i ti år

Efter flere somre med mange skybrudsskader har Ifs kunder oplevet det laveste antal skader relateret til skybrud i ti år denne sommer. Trods udsving i vejret skal boligejere stadig forberede sig på vådere og vildere vejr i fremtiden, lyder det fra If.

”Usædvanligt”: Tør sommer gav laveste antal skybrudsskader i ti år
Af: If Forsikring | Foto: Julia Sudnitskaya

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den tørre sommer har ført til det laveste antal skybrudsskader på boliger blandt Ifs kunder i ti år. Det viser en ny opgørelse fra forsikringsselskabet.

Antallet af skybrudsskader blandt Ifs kunder faldt med cirka 75 pct. i sommermånederne juni, juli og august sammenlignet med samme periode sidste år. I sommeren 2026 registrerede If 468 skybrudsskader mod 1.837 året før.

Trods en våd afslutning på sommeren har den været relativt tør, og det ses tydeligt i antallet af skybrudsskader, som er usædvanligt lavt. Vi er vant til, at sommeren byder på mange skader relateret til nedbør og stor travlhed blandt vores medarbejdere, men i år har det været anderledes. Erfaringen viser dog, at næste sommer kan se anderledes ud. Derfor må vi ikke stoppe med at forberede os på det vådere vejr siger Helene Ibsen, boligchef i If

Forsikringsselskabet har samtidig registreret det laveste antal nedbørsskader på boliger i otte år. Nedbørsskader dækker både over skader relateret til skybrud og kraftig regn.

Gik fri

Den danske sommer har samlet set været varm og budt på mindre nedbør end normalt. Den blev ifølge TV 2 den niende varmeste i dansk vejrhistorie, og juni bød på den varmeste dag målt i dansk vejrhistorie med 37 grader.

Samtidig er der faldet 169,4 mm nedbør denne sommer mod 212,2 mm i en gennemsnitlig sommer. Danmark har desuden været forskånet for intense og landsdækkende skybrud, som normalt fører til mange skader, lyder det fra If:

Det hænger også sammen med, at landets største byer er gået fri af de voldsomme skybrud. Når skybrud rammer byer som København og Aarhus, får det ofte store konsekvenser, fordi vandet har svært ved at komme væk. Det kan hurtigt overbelaste kloakkerne og føre til oversvømmelser siger Helene Ibsen.

Forberedelse vigtig

Trods færre nedbørsskader denne sommer vil Danmark blive ramt af flere skybrud i fremtiden: Et gennemsnitligt år i Danmark byder på 20-25 døgn med skybrud, men dette tal kan stige med 25-70 pct. i fremtiden som resultat af temperaturstigninger ifølge DMI.

If har også registreret en markant stigning i antallet af nedbørsskader de seneste år, hvor 2023 blev det mest skadesrige år for nedbørsskader i Ifs historie.

Vi ved, at forebyggelse virker, og derfor er der behov for et højere tempo i klimatilpasningen. Heldigvis ser vi en stigende vilje til at investere i forebyggelse, men der er stadig et stykke vej igen siger Helene Ibsen.

Gode råd til boligejere inden skybrud og kraftig regn

  • Klods dine ting i kælderen op, og fjern gulvtæpper, så de ikke bliver beskadiget ved mindre oversvømmelser.
  • Husk at lukke døre og vinduer, og tjek taget for utætheder.
  • Tjek og rens afløb og tagrender for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
  • Luk midlertidigt ventilationshuller i ydervæggene.
  • Er du ikke hjemme, så få en nabo eller et familiemedlem til at holde øje med huset.
Nøgleord
Bolig & haveKlima & miljøFinans
Event Information