
Ejendommen, som ejes af AAA United – et investeringsselskab med tilknytning til Bestseller – har gennemgået en omfattende transformation, hvor kun den historiske facade er bevaret, mens bygningens indre er opført på ny. Resultatet er en ejendom, der forener historisk arkitektur med moderne kontorfaciliteter og høj materialekvalitet.
Etagerne bæres af en særlig konstruktion – kaldet ”livets træ” – som er støbt på stedet og opført direkte ovenover metrolinjen. Det har gjort projektet teknisk komplekst, men samtidig skabt et helt unikt byggeri.
Ejendommen ligger centralt på Gammeltorv og rummer detailhandel i stueetagen og på 1. sal, hvor Bestseller har etableret sin nye flagship store, mens de øvre etager er indrettet til kontor. Ejendommen huser desuden Victoria Pub.
Som led i udlejningen er to internationale virksomheder flyttet ind i ejendommens kontoretager. En endnu ikke offenliggjort virksomhed har overtaget 3. sal på 691 m² med privat tagterrasse efter henvisning fra REDs kontorudlejnings- og lejerådgivningsteam, mens Balyasny Management har overtaget 4. sal på 622 m² – ligeledes med privat tagterrasse – efter henvisning fra CBREs lejerådgivningsteam.
Kvalitet og beliggenhed i fokus
Hos Colliers oplever man samtidig, at virksomheder i stigende grad prioriterer kvalitet og beliggenhed, når de vælger nye kontorlokaler.
Det har været en stor fornøjelse for mig som udlejningsmægler på sagen at arbejde med en udlejer, der i så høj grad prioriterer kvalitet. Det er måske nogle af de flotteste kontorlejemål, jeg har set i min tid som mægler. Gammeltorv 24 er et af de mest gennemførte projekter, jeg har arbejdet med, og det lader til også at falde i lejernes smag, udtaler Martin Østengaard, Director & Head of Office Leasing hos Colliers.
Colliers har været ansvarlig udlejningsmægler på ejendommens kontoretager og står fortsat for udlejningen af de resterende lejemål. Der er fortsat mulighed for at leje sig ind på 2. og 5. sal.