Skip to main content
16. maj 2025

Unge talenter inviteres til stor auditiondag hos Savery Academy

Savery Academy Dance & Performance inviterer til audition søndag den 25. maj, der giver unge talenter chancen for at tage det næste skridt i deres kunstneriske udvikling.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Savery Academy

Auditions hos Savery Academy henvender sig til flere aldersgrupper og discipliner indenfor performance.

Savery Academys uddannelser for musicalperformere og dansende talenter

Unge mellem 16 og 26 år med ambitioner om at blive musicalperformere får mulighed for at vise deres talent, mens danseglade talenter i alderen 15 til 25 år kan prøve kræfter med optagelse på danseuddannelsen.

Musicaluddannelsen henvender sig til talentfulde unge med passion for musical, sang, dans og skuespil. Her får du en grundig oplæring i alle discipliner og bliver klædt på til optagelsesprøver på scenekunstskoler både i Danmark og internationalt.

Hvis du drømmer om at blive professionel danser, er danseuddannelsen det perfekte springbræt. Her opbygger du et solidt fundament, der kan anvendes på tværs af mange dansegenrer. Undervisningen varetages af både nuværende og tidligere professionelle dansere, og du får mulighed for at udforske en bred vifte af stilarter.

På Savery Academys hjemmeside kan du læse mere om både danseuddannelsen og musicaluddannelsen samt tilmelde dig auditions.

Elite Musicalskolen for børn og teenagere

Desuden afholdes der samme dag og tidspunkt audition til Savery Academy Elite Musicalskolen, som henvender sig til børn og unge i alderen 7 til 16 år.
Elever på Elite Musicalskolen deltager i træning hver søndag, hvor de undervises i step, sang, ballet, showdance og drama. Derudover følger de et ekstra dansefag i løbet af ugen, hvilket giver dem mulighed for at udvikle deres færdigheder yderligere.

Læs mere om Elite Musicalskolen og tilmeld dig eller dit barn audition via saveryacademy.dk.

Alle auditions foregår søndag den 25. maj 2025 fra kl. 16.00 i deres lokaler på Christianshavn, Strandgade 98, 1. sal.