Skip to main content
17. december 2024

Unge fra Valby spreder juleglæde og får foden indenfor på arbejdsmarkedet

Et samarbejde mellem Mind Mover og Mit Kvarter giver unge drenge fra Valby mulighed for at tjene lommepenge, udvikle nye færdigheder og bidrage til sociale initiativer denne jul.

Af: Mind Mover | Foto: Mind Mover
PRESSEMEDDELELSE

I løbet af november og december har en gruppe teenagedrenge fra Valby fået chancen for at skabe juleglæde og samtidig tjene deres egne lommepenge.

Bag projektet står Mind Mover, der arbejder for at styrke unges trivsel og kompetencer, og Mit Kvarter, en boligsocial helhedsplan, som skaber trygge og inkluderende fællesskaber for borgere i almene boligområder i Valby og Sydhavnen.

Et springbræt til fremtiden

Projektet er en del af Mit Kvarters lommepengeinitiativ, som giver unge penge på hånden, praktiskerfaring og en fornemmelse af, hvad det vil sige at være en del af arbejdsmarkedet.

Under forløbet ansættes de unge i Mind Mover, hvor de bl.a. skal sælge økologiske juletræer, producere juletræsfødder og bidrage til andre praktiske opgaver som at arrangere julemarkeder.

Gennem dette samarbejde får de unge ikke bare lommepenge, men også dyrebare erfaringer, der rækker langt ind i fremtiden. Vi ser tydeligt, hvordan det styrker deres selvtillid, ansvarsfølelse og deres forståelse for, hvad det vil sige at passe et arbejde og være en del af et team, siger Jamil F. Mehdi, direktør i MindMover.

Juletræer med hjertet på rette sted

Overskuddet fra Mind Movers juletræssalg går til sociale initiativer, der støtter udsatte unge. For hvert solgt juletræ doneres 15 kroner til velgørende formål, og resten af overskuddet går til Mind Movers arbejde med at skabe bedre muligheder for unge gennem rådgivning, workshops og opkvalificering.

Juletræerne er mere end bare pynt i stuerne. De symboliserer vores ønske om at give unge en bedre start i livet og vise, hvordan små indsatser kan skabe store forandringer, tilføjer Mehdi.

Mind Movers juletræsstande er placeret på Trianglen på Østerbro og Grantoftegaard i Ballerup. Alle træer er økologiske og sprøjtefrie – og hvert køb gør en reel forskel for unge mennesker.

Vi håber, at folk kan se meningen i at købe deres juletræ hos os. For kunderne er det et smukt træ, men for os og de unge er det meget mere: Det er en investering i unge mennesker og deres fremtid, afslutter Jamil F. Mehdi.