
På Børne- og Ungdomsudvalgsmødet den 26. november blev det som led i udmøntningen af budget 2026 besluttet, at i alt 17 skoler får renoveret toiletterne i perioden 2026–2029.
Dermed tages næste skridt i arbejdet med at bringe skolernes toiletforhold op på niveau med kravene i funktionsprogrammet for nye skoler.
Byens skoletoiletter skal simpelthen bare være i orden. København fungerer ikke i hverdagen, hvis børn ikke kan komme på toilettet. Vi skal stå på tæer for byens børn og sikre dem de bedst mulige opvækstvilkår. Trivslen er på vej op blandt de københavnske elever, men det halter på toiletfronten. Der er allerede fundet de første 50 mio. kr., og nu kommer der 80 mio. kr. mere til skoletoiletter. Første skridt bliver at få renoveret de eksisterende toiletter. I næste omgang skal vi sikre midler til at bygge flere toiletter dér, hvor der stadig mangler, siger børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C).
Renovering frem for nybyg
Med beslutningen følger udvalget forvaltningens anbefaling om at prioritere renovering af eksisterende toiletter frem for at bygge nye. Dermed kan flest mulige elever få glæde af midlerne inden for den nuværende økonomiske ramme.
De 17 skoler, der får renoveret toiletterne, er:
Bavnehøj Skole, Øster Farimagsgades Skole, Den Classenske Legatskole, Valby Skole, Sølvgades Skole, Gerbrand Skole, Husum Skole, Vesterbro Ny Skole, Højdevangens Skole, Langelinieskolen, Lergravsparkens Skole, Nyboder Skole, Nørrebro Park Skole, Amager Fælled Skole, Kirsebærhavens Skole, Lykkebo Skole og Christianshavns Skole.
I budget 2026 er der afsat i alt 80 mio. kr. til forbedring af folkeskolernes toiletter – heraf 57,7 mio. kr. til anlæg og 22,3 mio. kr. til undervisningsforløb, soignering og øget rengøring. Midlerne fordeles med 7,3 mio. kr. i 2026 og 5,0 mio. kr. årligt i 2027–2029.
Allerede i budget 2024 blev der afsat 50 mio. kr. til renovering af toiletterne på de 15 skoler med de dårligste forhold. Derudover er der afsat 7,1 mio. kr. til renovering og etablering af nye toiletter på Rådmandsgade Skole.