Skip to main content
12. juni 2025

To gange Fredagsrock: Annika og Veronica Maggio indtager Tivoli

To gange Fredagsrock: Annika og Veronica Maggio indtager Tivoli, fredag den 20. juni. Annika spiller kl. 19.00, mens svenske Veronica Maggio overtager scenen kl. 22.00. Allerede fra kl. 16.00 inviterer Tivoli til opvarmning med musik og drinks i forlystelseshaven.

Af: Tivoli | Foto: Peter Troest
PRESSEMEDDELELSE

Der er pladsreservation til koncerten med Annika, mens Fredagsrock med Veronica Maggio er uden pladsreservation.

Sidste år udkom Annika med sin debutsingle Knuser hjerter, og hun er allerede strøget direkte ind på den danske hitliste. Singlen peakede som den femte mest spillede sang i Danmark, og siden da har Annika udgivet flere storstreamende sange, været den mest streamede danske musikere på Spotify, vundet P3 Talentprisen ved P3 Guld og hendes nyligt udgivne debutalbum ”AW” blev ligeledes det mest streamede album af en dansk kvindelig artist i Danmark på én dag. Nu indtager hun Fredagsrockscenen kl. 19.00 den 20. juni.

Klokken 22.00 overtager Veronica Maggio Plænen efter Annika. Maggio er kendt som Sveriges ubestridte live-dronning og har siden sin debut i 2006 begejstret både anmeldere og fans. Danskerne har danset og skrålet med på den svenske popdronnings hits i snart to årtier, der blandt andet tæller Måndagsbarn, Inga kläder, 17 år og selvfølgelig Välkommen in og Jeg kommer. Her kræves der ikke pladsreservation, og man kan med fordel ankomme efter klokken 20.00, hvis man kun skal til denne koncert.

Veronica Maggio glæder sig til at spille til Fredagsrock og siger:

København! Det er alt for længe siden, vi sidst så hinanden! Sidst vi spillede i Tivoli, kom jeg vist til at tage et lille billede med mig hjem fra garderoben. Må se, om jeg kan finde det. I så fald tager jeg det med. Det bliver magisk at spille for jer igen.

Comedy, dj’s, drinks og dans

Tivoli byder på to gange Fredagsrock i juni, juli og august med koncerter både klokken 19.00 og 22.00. I sommermånederne varmer Tivoli i øvrigt op til Fredagsrock allerede fra klokken 16.00 med dj’s, dans og comedy. Den 20. juni kl. 20.30 kan Tivolis gæster opleve komikerne Oliver Stanescu, Ida Thorsted og Michael Schøt på Orangeriet inden Veronica Maggio indtager Plænen.

Fredagsrock 2025 byder på et varieret program med både danske og internationale navne

Allerede ugen efter koncerterne med Annika og Veronica Maggio fortsætter Fredagsrock-programmet med Black Eyed Peas den 27. juni. Udover Annika og Veronica Maggio kan publikum blandt andet opleve Aqua, Emma Sehested Høeg, James Morrison, Train, The Raveonettes, D-A-D og Bryan Adams indtage Fredagsrockscenen i løbet af sommersæsonen 2025. Sidstnævnte optræder to dage i træk – fredag den 8. august kl. 22.00 som en del af Fredagsrock og igen lørdag den 9. august kl. 21.00 til LørdagsHits. Fredagsrocksæsonen slutter den 19. september med Andreas Odbjerg. Som altid er koncerterne inkluderet i Tivolis entré.

Marika Hakesberg, chef for Musik og Underholdning i Tivoli siger:

Annika og Veronica Maggio er to stærke profiler i nordisk pop, der rammer lige i maven – på hver deres måde. Annika er en ny stemme med noget på hjerte, og hendes sange føles som små fortællinger, man har lyst til at blive i. Veronica Maggio har i årevis været lydsporet til sjove aftener og stille stunder, og hendes sange føles altid ærlige og vedkommende. Sammen tegner de en aften, hvor alle følelser er velkomne, og jeg er sikker på at de får skabt en helt særlige stemning, som kun musik i sensommerlys kan skabe. Kom tidligt i Haven. Det her bliver en fredag, man ikke vil hjem fra og ville ønske man var kommet tidligere til.

Sådan sikres pladsreservation

Fredagsrock med Annika er en af de få koncerter i år i Tivoli, hvor der er pladsreservation. Pladsreservationerne til koncerten med Annika frigives den 11. juni kl. 10 via Tivolis hjemmeside efter først til mølle-princippet. Publikum opfordres til at komme i god tid før koncertstart. For at få adgang til koncerten skal publikum selvfølgelig også have en entrébillet eller et Tivolikort, men pladsreservationen koster ikke ekstra. Hvis man kun ønsker at opleve den svenske popdronning Veronica Maggios koncert kl. 22.00, kan man med fordel først komme efter kl. 20.00, hvor der ikke er pladsreservation.

Blå bøger

Annika (f. 2004) udkom med sin debutsingle Knuser hjerter i februar 2024 som straks strøg direkte ind på den danske hitliste og peakede som den femte mest spillede sang i Danmark. Siden da har Annika udgivet flere storstreamende sange, været den mest streamede danske musikere på Spotify og vundet P3 Talentprisen ved P3 Guld.

Veronica Maggio (f. 1981) har lavet syv anmelderroste album – alle belønnet med multiplatin. I både 2022 og 2023 var hun Sveriges fjerde mest streamede artist på Spotify, og i 2024 blev hun hædret med titlen Årets P3-Ikon af den svenske P3. Hendes seneste album modtog desuden en svensk Grammis for Årets Pop samt en svensk P3 Guld-pris.

Fredagsrock 2025

Kl 19.00

13. jun – Mille

20. jun – Annika

27. jun – DJ: Lisa Fosmark

04. jul – Nicklas Sahl

11. jul – Love Shop

18. jul – Ida Lauerberg

25. jul – Annika Aakjær

01. aug – Julie Berthelsen og Rasmus Lyberth

08. aug – DJ: Jørgen de Mylius

15. aug – Blæst

22. aug – Outlandish

Kl 22.00

13. jun – Jung

20. jun – Veronica Maggio

27. jun – Black Eyed Peas (US)

04. jul – Aqua

11. jul – Train (US)

18. jul – Scarlet Pleasure

25. jul – APHACA

01. aug –  TV-2

08. aug – Bryan Adams (CA)

15. aug –  Emma Sehested Høeg

22. aug – Burhan G

29. aug – D-A-D

05. sep – The Raveonettes + Turboweekend

12. sep – James Morrison (UK)

19. sep – Andreas Odbjerg

Pladsreservation

Pladserne til Fredagsrock med Annika frigives offentligt kl. 10.00 den 11. juni via Tivolis hjemmeside.
For at få adgang til koncerten skal publikum også have en entrébillet eller et Tivolikort, og pladsreservationen koster ikke ekstra. Publikum opfordres til at komme i god tid.

Hvis man er forhindret i at deltage, opfordrer Tivoli publikum til at annullere pladsreservationen, så andre kan få glæde af den. Tivoli frigiver løbende annullerede reservationer helt frem til koncertstart.

Årets øvrige koncerter med pladsreservation er Fredagsrock med Black Eyed Peas den 27. juni, Lørdagshits med Tom Jones den 19. juli, samt Fredagsrock- og Lørdagshits-koncerterne med Bryan Adams den 8. og 9. august. Pladserne til disse koncerter frigives ligeledes ni dage før koncerten.

For at give alle den bedste koncertoplevelse kan det blive nødvendigt at indføre pladsreservation på enkelte koncerter, og det kan blive nødvendigt at lukke for adgangen til Tivoli. En pladsreservation er således ikke en garanti for adgang.

Fredagsrock præsenteres i samarbejde med Royal Beer.