Der findes få ting så frustrerende for bilister som at komme tilbage til sin bil, hvor en gul seddel i forruden fortæller, at man har fået en p-afgift.
I Københavns Kommune er det foreløbigt sket 211.156 gange i år, og hvis man gerne vil undgå at skulle punge ud med hundredvis af kroner for at parkere ulovligt, så kan det være en god idé at være opmærksom på, hvad de mest almindelige årsager er til, at kommunen udsteder p-afgifter.
For her fylder to forseelser ekstraordinært meget.
Det viser nye tal fra Københavns Kommune, som Autoparts24 har analyseret.
Med godt 52.000 afgifter er manglende betaling eller overskridelse af den betalte tid nummer et over årsagen til, at bilister har modtaget en afgift.
På andenpladsen kommer parkering i eller for tæt på et vejkryds med 31.867 afgifter. Reglen er, at man skal holde mindst 10 meter fra den tværgående kørebane. Tilsammen står de to forseelser for næsten 40 procent af alle p-afgifter i København.
Herefter følger parkering i strid med tidsbegrænset parkering, og parkering på reserverede parkeringspladser.
Når det kommer til steder med flest p-afgifter, så ligger Frederikssundsvej i år øverst med 2.028 afgifter, hvilket er en stigning på 29 procent i forhold til sidste år.
Den har dermed overhalet Nyropsgade, som ellers har været kendt som byens værste sted for betalingsafgifter. Nyropsgade er faldet med 38 procent.
Top 10 årsager til p-afgifter i København i 2026
| # | Årsag | Antal | Andel |
| 1 | Betalingsregler overtrådt | 52.028 | 24,6 % |
| 2 | I/fra vejkryds | 31.867 | 15,1 % |
| 3 | Tidsbegrænset parkering overskredet | 22.605 | 10,7 % |
| 4 | Reserveret parkeringsplads (afmærket ved tavle) | 20.180 | 9,6 % |
| 5 | Parkering i forbudszone | 15.771 | 7,5 % |
| 6 | Cykelsti, gangsti, fortov mv. | 12.935 | 6,1 % |
| 7 | Standsningsforbud (skiltning/ubrudt kantlinje) | 9.396 | 4,4 % |
| 8 | Parkeringsplads reserveret til elbiler | 8.989 | 4,3 % |
| 9 | Urigtigt indstillet p-skive | 4.782 | 2,3 % |
| 10 | Parkeringsforbud (skiltning/brudt gul kantlinje) | 4.633 | 2,2 % |
Top 10 gader med flest p-afgifter i København i 2026
| # | Gade | Antal | Udvikling ift. 2025 |
| 1 | Frederikssundsvej | 2.028 | +29 % |
| 2 | H.C. Andersens Boulevard | 1.709 | −17 % |
| 3 | Nikolaj Plads | 1.707 | +139 % |
| 4 | Blegdamsvej | 1.610 | −14 % |
| 5 | Nyropsgade | 1.595 | −38 % |
| 6 | Frederik V's Vej | 1.519 | −34 % |
| 7 | Dyrkøb | 1.494 | −59 % |
| 8 | Nørre Voldgade | 1.480 | −35 % |
| 9 | Dronningens Tværgade | 1.445 | −33 % |
| 10 | Frederiksholms Kanal | 1.423 | +52 % |
Opgørelsen omfatter afgifter udstedt fra 1. januar til 8. september 2026
