Skip to main content
15. januar 2024

Tivolis historisk største fyrværkeri vakte opsigt over København og omegn

På slaget 18 i går affyrede Tivoli det største fyrværkerishow i forlystelseshavens 180-årige historie i forbindelse med tronskiftet.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Fyrværkeriet varede i 12 minutter, hvor der blev affyret raketter op til 180 meters højde. Fyrværkerimesteren affyrede bl.a. 1251 stjerner, 2.651 bombetter og 1251 store romerlys med mere. Tusindvis af mennesker i København og omegn kunne på afstand bl.a. se de mange røde hjerter på himlen, og finalen blev holdt i Dannebrogs rød-hvide farver.

Tivoli takkede Hendes Majestæt for 52 fantastiske år og bød det nye regentpar velkommen, og fyrværkeriet var er en gave til alle.

Tivolis direktør Susanne Mørch Koch siger:

Med Tivolis store fyrværkeri bød vi det nye kongepar velkommen og takkede Hendes Majestæt Dronning Margrethe for den scenografi, der igennem de sidste 52 år har fortalt historien om Danmark til hele verden inklusive danskerne selv. Dronningen har med sikker hånd tegnet en ramme om Danmarkshistorien, der blander og balancerer tradition og fornyelse. Det kræver en særlig kunstnerisk følsomhed at farvelægge historien som en fortælling med både tyngde og humor. En lyst til at overraske og forundre. Ja, til altid at være som aldrig før. Den lyst til at regere med al den magi og fantasi, der gør vores kongerige til noget særligt, genkender vi hos den kommende Kong Frederik og Dronning Mary. Og selv om vi ikke er Kongens Have, er både Kongen og Dronningen altid velkommen i vores. Tillykke til Kong Frederik og Dronning Mary.

Pressevideo: Tivoli. Fotograf: Jakob Melgaard.