Tivolis fødselsdag i år bliver ud over det sædvanlige, for forlystelseshavens nye forlystelsesunivers Hikari åbner.
Hikari er skabt som et japansk-inspireret gademiljø ved rutsjebanen Dæmonen, der snor sig som en højbane gennem det det nye område forbi fem nye spisesteder, neonskilte, japansk kunst, butikker og to nye forlystelser
Mere plads til gæsterne
Tivoli har i Hikari området arbejdet inden for en fysisk kvadratmeterbegrænsning, men i forbindelse med de seneste to års nedlukning og ombygning er området blevet nytænkt. Ombygningen har bl.a bidraget til en bedre udnyttelse af området med flere oplevelseskvadratmeter til gæsterne fordelt på flere niveauer. Hikari bindes samtidig sammen med Tivoli Søen, Dragebådene, Den Japanske Have og Det Japanske Tårn i en samlet helhedsoplevelse. Der er tale om et område på mere end 2000 m2 og en investering på et trecifret millionbeløb.
Stort fødselsdagsprogram
Den officielle indvielse af Hikari indledes kl. 12.00 med trommegruppen Seido Taiko, der spiller den japanske trommekunst taiko, der efterfølges af taler og snoreklip. Den dansk-japanske DJ Wasabi spiller, og efter indvielsen vil der være smagsprøver, så længe lager haves, fra områdets nye spisesteder Comé Rice Kitchen, Katsu Kitchen, Oishii Bubbles, Kawaii Bites og Yaki-Tak!
Tivolis adm. direktør Susanne Mørch Koch siger:
Vi har glædet os meget til Tivolis fødselsdag, hvor vi i år kan give vores gæster en fødselsdagsgave, som vi har arbejdet på i fem år. Nu kan vi endelig åbne Hikari; et nyt forlystelsesunivers med blandt andet to helt nye forlystelser. Med Hikari har vi ladet os inspirere af Japan og skabt vores helt eget univers af forlystelser, arkitektur, have, kunst og madoplevelser, som ikke er set før. Åbningen på vores fødselsdag er ikke blot et nyt kapitel i vores historie, men understreger også ambitionen om fortsat at udvikle Tivoli som en af verdens mest attraktive destinationer til glæde for både nationale og internationale gæster.
Og alt det andet: Tivoli-Gardens parade, medaljer og LørdagsHits med Lisa Nilsson
Tivoli-Garden er også en del af fødselsdagsfejringen. Klokken 14.00 går den traditionsrige strøgparade fra Kongens Nytorv til Tivolis Hovedindgang, hvor gæsterne kan tage imod garderne. Senere på dagen hædres de gardere, der har nået ”pensionsalderen” på 16 år, ved den traditionsrige medaljeoverrækkelse på Plænen. Hen mod aftentid indtager svenske Lisa Nilsson i Plænen kl. 21.00 som en del af LørdagsHits og Tivolis fødselsdagsfejring. Koncerten byder på en musikalsk rejse, hvor både kendte favoritter og nyere sange får plads.
Knusende kærlighed i Koncertsalen
Der er garanti for gåsehud og tåre, når Tivoli Copenhagen Phil kl. 17.00 slår dørene op til Tivolis Koncertsal og en festlig og gribende fødselsdagskoncert med den allerbedste musik fra Puccinis La Bohème, kyndigt præsenteret af Mathias Hammer. Syv solister fremfører det bedste fra Puccinis hjerteskærende opera om den skrøbelige Mimi, der i mødet med Paris’ kunstnermiljø forelsker sig i den fattige digter Rodolfo. Koncerten kræver en særskilt billet.
Forelskelse, magi og hævn på Pantomimeteatret
Et af historiens andre store kærlighedsdramaer foregår på Pantomimeteatret, der fremfører koreografen August Bournonville og komponisten Herman Severin Løvenskiolds version af klassikeren Sylfiden. Fortællingen om den smukke sylfide regnes for et af ballethistoriens hovedværker og kan opleves opført af Tivoli Balletteater.
Intimkoncert med Gerlach og Rosendahl og festfyrværkeri til tonerne af H.C. Lumbye
Publikum kan på fødselsdagen se frem til en ny koncertoplevelse når de anmelderroste sangere Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl rykker ind i Glassalen med deres hits og et nye musikalske udtryk. De spiller kl. 19.00, og koncerten kræver en særskilt billet. Fødselsdagen afsluttes med festfyrværkeri fra Tivolis Koncertsal kl. 23.30. Fyrværkeriet ledsages af musik af H.C. Lumby og er særlig sammensat til lejligheden.
Program for Tivolis 183-års fødselsdag
11.00 – 15.00: DJ Wasabi spiller ved Hikari
12**.00: Officiel indvielse af Hikari indledt med trommeshow af Taiko, taler og snoreklip**
12.00: – 17.00 Rasmus Klump forestillinger en gang i timen ved Rasmus Klumps Hus
14.00: Tivoli-Gardens strøgparade
16:00: Tivoli-Gardens medaljeoverrækkelse (Plænen)
17.00: Det bedste fra La Bohème med Mathias Hammer (Koncertsalen) OBS: kræver særskilt billet
18.30: Kassanders Ægteskabskontor (Pantomimeteatret)
19.00: Intimkoncert med Dorthe Gerlach og Pernille Rosendahl (Glassalen) OBS: kræver særskilt billet
20.00 Sylfiden (Pantomimeteatret)
21.00 LørdagsHits: Lisa Nilsson (Plænen)
23.30 Fødselsdagsfyrværkeri fra Koncertsalens tag ledsaget af musik af H.C. Lumby
Fakta om Hikari:
Navn: Hikari, der betyder lys
Størrelse: 2000 m2, hvor gæsterne i området vil opleve at der er blevet mere plads til gæsterne
Forlystelser: to nye folkeforlystelser samt rutsjebanen Dæmonen.
Dæmonen: Får et helt nyt design men selve turen bibeholdes dog med helt ny scenografi og fuldt integreret i området.
Tyfonens Øje: Zero Gravity: (Tromlen) produceret af SBF Visa
Hotel Hikari: Mekaniske tricks i hurlumhejhus: produceret af Gosetto
Spisesteder: 5 forskellige
Butikker: 2 butikker
Beplantning: Der vil i området være et japansk signaturtræ i form af et formklippet fyrretræ, samt et tempeltræ med bundplantning af japanske Azaleaer. Gadebilledet suppleres af mindre og større bambusplantninger.
Pris: Trecifret millionbeløb i danske kroner
The Sun har netop skrevet om Hikari: https://www.thesun.co.uk/travel/39949708/europe-theme-park-copenhagen-disneyland-japan/ så man kan godt sige at nyheden om Tivoli vækker opsigt.
Fotos:
Skriv gerne til Torben Plank tpl@tivoli.dk, når det er delt.
