Økonomi giver plads til investeringer
Resultatet er realiseret samtidigt med, at Tivoli har fastholdt et historisk højt investeringsniveau. Forlystelseshaven har alene i 2025 investeret næsten 200 mio. kr., hvilket er i tråd med Tivolis langsigtede strategi om løbende fornyelser og kvalitetsløft. Investeringerne har blandt andet omfattet vedligeholdelse, bygningsforbedringer, den fortsatte ombygning af et nyt tematiseret område i det tidligere Asien-område samt udvikling af sæsonbaserede attraktioner, der styrker gæsteoplevelsen og Tivolis langsigtede konkurrenceevne. Administrerende direktør Susanne Mørch Koch siger:Resultatet for 2025 er meget tilfredsstillende og afspejler en stærk kommerciel gennemslagskraft kombineret med disciplineret omkostningsstyring. Det er særligt positivt, at vi har kunnet levere et solidt finansielt resultat samtidig med, at vi har fastholdt et højt investeringsniveau i Tivolis udvikling. Det giver os et robust udgangspunkt for de kommende år, hvor vi fortsat vil investere målrettet i Havens kvalitet, relevans og langsigtede bæredygtighed.
