Skip to main content
25. marts 2026

Tivoli har fået et historisk godt resultat for 2025

Tivoli har haft et meget tilfredsstillende 2025. Der har været fremgang på omsætning, indtjening, besøgstal og resultat.

Af: Tivoli | Foto: Tivoli
PRESSEMEDDELELSE

Tivolis omsætning i 2025 udgjorde 1.345 mio. kr. – et resultat af primær drift (EBITDA) udgjorde 281 mio. kr. Årets resultat før skat udgjorde desuden 156 mio. kr. Det er historisk høje tal, som hver især er rekorder for Tivoli.

Besøgstallet endte på 4,3 mio, hvoraf 1.5 millioner var udenlandske turistbesøg i Tivoli.

Et vellykket år

Tivoli-året begyndte med fem åbningsdage i januar, der forlængede julestemningen og fortsatte fra 4. april med sommersæsonens klassiske påsketema. Gæsterne samledes om både forlystelser og store kulturoplevelser, hvor forestillingerne, Fredagsrock, LørdagsHits, Tivoli Have‑ og Blomsterfestival og Tivoli Food Festival tiltrak mange gæster. Det klassiske musikprogram oplevede publikumsfremgang og stod stærkt med internationale navne som Rolando Villazón, András Schiff og Angel Blue samt Tivolis internationale balletgalla. Året bød også på kunstoplevelser i samarbejde med CHART og et nyt kunstværk i Haven, Maria Rubinkes Sleeping Beauty. Nimb Hotel oplevede høj belægning, og med en god sensommer, en udvidet halloweensæson og en velbesøgt julesæson sluttede året med besøgsfremgang i Tivoli samlet set.

Tivolis adm. direktør, Susanne Mørch Koch siger:

Resultatet for 2025 er meget tilfredsstillende og vidner om en stærk kommerciel udvikling kombineret med en målrettet omkostningsstyring. Det giver os et solidt udgangspunkt for de investeringer, der skal udvikle Tivoli videre. I sommeren 2026 åbner forventeligt et spektakulært tematisk område – den største samlede investering i et forlystelsesområde i Tivolis historie med nye oplevelser, madkoncepter og forlystelser. Samtidig fortsætter vi med at styrke Tivolis kultur- og koncertprogram. Vi har i de senere år investeret målrettet i både gæsteoplevelsen og i Havens udvikling, og i år kulminerer det med bl.a. et stærkt program af danske og internationale kunstnere og 15 Michelin-stjerner samlet i Haven. Ambitionen er fortsat klar: at skabe oplevelser, der sætter København på verdenskortet – og hvor tradition og fornyelse mødes, når gæster fra hele verden besøger Tivoli.

Turismefremgang

Tivoli oplevede fortsat stor interesse fra internationale turister, og i 2025 kom 34 % af gæsterne fra udlandet. Der var fremgang i gæster fra blandt andet USA og Sverige, og samlet blev der registreret godt 1,5 millioner udenlandske turistbesøg i Tivoli.

Økonomi giver plads til investeringer

Resultatet er realiseret samtidig med, at Tivoli har fastholdt et historisk højt investeringsniveau. Alene i 2025 har Tivoli investeret ca. 200 mio. kr. i tråd med den langsigtede strategi om løbende fornyelser og kvalitetsløft.

Investeringerne har blandt andet omfattet vedligeholdelse og bygningsforbedringer, den fortsatte ombygning af et nyt tematiseret område i det tidligere Asien-område, som forventeligt åbner i løbet af sommeren, samt udvikling af sæsonbaserede attraktioner, der styrker gæsteoplevelsen og Tivolis langsigtede konkurrenceevne.

Fakta:

År 2025 i hovedtræk:

En nettoomsætning på 1.344,7 mio. kr. mod 1.320,9 mio. kr. sidste år (+2%).
Et resultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 281,2 mio. kr. mod 271,2 mio. kr. sidste år (+4%).
Et resultat før skat på 156,3 mio. kr. mod 155,4 mio. kr. sidste år (+1%).
Et besøgstal på 4.304.000 mod 4.240.000 sidste år (+1%).

Forventninger til 2026

Tivoli forventer i 2026 et aktivitetsniveau på niveau med 2025, en omsætning i niveauet 1.400 mio. kr. og et resultat før skat i niveauet 145 mio. kr.

Tivoli åbner 27. marts

Tivoli åbner den 27. marts med nye og klassiske oplevelser, hvor der lægges ud med påsketema og kørende forlystelser. Sommersæsonen byder på mere end 200 koncerter herunder pop, rock, jazz og klassiske koncerter. Der kan ses frem til to festivaler, ballet, ny Tivolirevy og 15 Michelin-stjerner i Det Japanske Tårn samt den prestigefyldte nordiske Michelin-uddeling i Koncertsalen.