Skip to main content
14. november 2023

Tivoli har afsløret, hvem der tænder årets juletræ søndag den 19. november

Søndag den 19. november åbner Jul i Tivoli for 29. gang, og Julemanden tænder lyset sammen med skuespillerne Thomas Eje og Rikke Buch Bendtsen, der medvirker i næste års Tivolirevy.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA TIVOLI

Søndag den 19. november åbner Jul i Tivoli for 29. gang, og som altid bliver Tivolis store juletræ foran Koncertsalen tændt på åbningsdagen. Julemanden tænder lyset sammen med skuespillerne Thomas Eje og Rikke Buch Bendtsen, der medvirker i næste års Tivolirevy. Portene til Tivoli åbnes kl. 11.00 og juletræet, som er placeret i midten af Tivolis nye kunstskøjtebane, tændes kl. 16.30. Jul i Tivoli kan opleves fra søndag den 19. november til og med den 31. december 2023.

Indgangene til Tivoli åbner kl. 11.00, og julesæsonen bliver for alvor skudt i gang kl. 16.30, når julemanden, Tivoli-Gardens Band og skuespillerne Rikke Buch Bendtsen og Thomas Eje, der begge skal medvirke i Tivolirevyen 2024, ønsker gæsterne glædelig jul. Der tænder de tusindvis af lys på juletræet, mens Tivoli-Gardens Band og Eventyrteatrets nissebørn underholder gæsterne. Skuespiller Susanne Breuning er konferencier og styrer slagets gang.

Thomas Eje, der ser frem til at trække i håndtaget, så juletræet stråler siger:

Jeg har alle dage været vild med julens hygge, hvor store og små samles. Jeg er også lidt beæret over at skulle være den, som tænder juletræet i Tivoli i år. Det bliver sjovt at høre publikums reaktion, når lyset tændes, for jeg har hørt, at der går et sug gennem alle, når de ser lyset. Jeg elsker stort set alt ved julen, om det så er julehjertefletning, en god frokost eller at synge en af de skønne julesalmer, så julen kan bare komme an!

Årets anden juletræstænder er skuespiller Rikke Buch Bendtsen, som siger:

Det bliver sjovt at stå sammen med Thomas Eje og ikke mindst julemanden og tælle ned til lystændingen. Der er bare noget særligt ved sekundet, hvor man første gang ser juletræet tændt og ser ind i de glade forventningsfulde øjne blandt gæsterne. Jeg nyder også julen. Der er pænt gang i december måned. Med mine tre børn og en Diskofil-karriere kørende på 29. år, så er der gang i alt fra kalendergaver, julekoncerter, juleklip og julefrokoster ud på de sene aftentimer. Så der bliver gang i den, inden vi for alvor går i gang med næste års Tivolirevy, men først skal julen fejres.

Det knap 15 meter høje juletræ med tusindvis af betagende lyspunkter foran Koncertsalen bliver et oplagt selfie-spot i julesæsonen. Det store juletræ står placeret i midten af den nye kunstskøjtebane og bliver efter mørkets frembrud oplyst af en unik lysoplevelse, som kun kan opleves i Tivoli, nemlig et imiteret nordlys, som er en af de andre nyheder i årets julesæson. Tivolis gæster kan selvfølgelig også møde selveste julemanden og igen i år besøge ham i julemandens hus. De æbleskivesultne og gløggtørstige kan også mæske sig i en af de mange juleboder, hvor der også kan købes julepynt og julegaver til den helt store guldmedalje.

Jul i Tivoli er også ensbetydende med Tivolis traditionsrige juleballet for hele familien, som i år er Snedronningen. Juleballeten bygger på H.C. Andersens eventyr og har repremiere den 30. november i Tivolis Koncertsal og opføres til og med den 23. december. Hovedkræfterne bag forestillingen inkluderer H.M. Dronningen, musikeren Oh Land og den prisbelønnede koreograf Yuri Possokhov.

Tivolirevyen vender tilbage i 2024

Tivolirevyen, der i år spillede for fulde huse i Glassalen, vender tilbage i 2024 med fornyet kraft og kan samtidig fejre 140-års jubilæum næste år. Foruden juletræstænderne Thomas Eje og Rikke Buch Bendtsen, står revydronningen Lisbet Dahl sammen med Rikke Bilde, Mikkel Becker Hilgart og James Price for løjerne, når sommerrevyen inviterer indenfor i Glassalen i 2024. Ambitionen er klassisk revy med aktuel kant. Revyskuespillerne skriver sig ind i 140-års revyhistorie i Tivoli, hvor stjerner som Dirch Passer, Osvald Helmuth, Liva Weel, Poul Reichhardt, Helle Virkner, Ulf Pilgaard, Bodil Jørgensen, Linda P, Andreas Bo og mange andre stjerner, har sat deres præg på Tivolirevyen. Danmarkspremieren på Tivolirevyen 2024 finder sted den 6. juni.

Thomas Eje og Buch Bendtsen bliver en del af Tivolis juletræshistorie

Det er en fast tradition, at kendte kulturfolk tænder det store juletræ i Tivoli. Tidligere har bl.a. Lisbet Dahl, James Price, Rasmus Botoft, Silas Holst, Bodil Jørgensen, Julie Zangenberg, Mikkel Lomborg, Pelle Emil Hebsgaard, Stig Rossen, Burhan G haft æren af at tænde juletræet i Tivoli.

Tivolis pressechef Torben Plank siger:

For mange er juletræstændingen i Tivoli startskuddet på julens hygge og en påmindelse om, at julen nærmer sig. Det er bare et klassisk øjeblik, når tusindvis af gæster spontant udbryder et kæmpe nøøøj idet lyset tændes på juletræet.

Program den 19. november 2023

11.00: Åbning ved Tivolis Hovedindgang med musik, Julemanden
11.00: Se det smukke Armani-juletræ foran Tivolis Koncertsal
11.00: Besøg julemanden i Julemandens hus på Plænen
11.00: Skøjtebanen åbner
13.00: Fiskefodring, Akvariet
13.30: Tivoli-Gardens Strøgparade fra Kgs. Nytorv
16.30: Juletræstænding ved skøjtebanen
16.30: Tivolis magiske juleanimation på Nimbs facade
17.15: Nordlys over Tivoli, fra Koncertsalen til Plænen
19.30: Illuminationer på Tivoli Søen
20.30: Illuminationer på Tivoli Søen
21.30: Illuminationer på Tivoli Søen

Søndag den 19. november åbner Jul i Tivoli for 29. gang, og som altid bliver Tivolis store juletræ foran Koncertsalen tændt på åbningsdagen. Julemanden tænder lyset sammen med skuespillerne Thomas Eje og Rikke Buch Bendtsen, der medvirker i næste års Tivolirevy. Pressefotos: Tivoli.