Skip to main content
16. oktober 2023

Tivoli annoncerer ikonisk boyband som første navn til Fredagsrock 2024

Til sommer kan du komme til at opleve det ikoniske boyband Take That på Plænen i Tivoli.

Af: Rikke Hansen | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA TIVOLI

Tivoli kan nu afsløre det første Fredagsrock-navn, der skal optræde på Plænen i 2024. Der er tale om det verdenskendte britiske boyband Take That, som i anledning af deres nye album ”This Life” tager på turné i 2024.

Den 28. juni 2024 kl. 22:00 spiller Take That til Fredagsrock på Plænen. Take That er et af de mest succesrige boybands i britisk musikhistorie, og fans kan se frem til nye numre og en ren hitparade fra Take That’s bagkatalog.

Fans af Take That kan godt sætte et stort kryds i kalenderen, når det britiske boyband, som består afGary Barlow, Howard Donald og Mark Owen, kommer til København. Med sig har trioen sange fra deres nye album ”This Life” og et imponerende bagkatalog af hits som ”Back for Good”, ”Patience”, ”Rule the World” og mange flere, der i årtier har været det musikalske tapet til fest og hverdag.

Take That

Boybandet Take That, der har smeltet tusindvis af hjerter, er historien om en gruppe, som blev dannet tilbage i 1990 i Manchester. Boybandets karriere tog virkelig fart i 90’erne med sange som ”Back for Good”, ”Pray” og ”Never Forget”, der alle blev store internationale hits. Den gode start på karrieren betød til tider et krævende fanhysteri, der satte nye standarder for, hvad man havde set før i verden. Det gjaldt også i Danmark, hvor de alle dage har haft et stort publikum. Et publikum, som trofast har fulgt dem loyalt i mange år, hvor bandet blev opløst og samlet igen.

Gary Barlow fra Take That udtaler i forbindelse med besøget i Danmark:

Vi ser meget frem til at komme til Danmark og spille for vores fans. Vi har gennem årene flere gange optrådt i Danmark, og det har altid været en stor fornøjelse.  Vi skal have en kæmpefest, og vi har masser af helt nye sange fra vores aktuelle album og kendte hits med, som vi glæder os rigtig meget til at spille for publikum i Tivoli.

Tivolis kulturdirektør, Frederik Wiedemann, siger om koncerten:

Det er et scoop at få Take That til Fredagsrock med deres imponerende bagkatalog og mange fans. Vi har længe ønsket at give vores gæster en stor boyband-koncert, og vi er sikre på, at Take That kommer til at skabe en popfest på Plænen i slutningen af juni.

Over 45 mio. albums solgt

Et af verdens første moderne boybands Take That blev tilbage i 1990’erne helt fortjent beskrevet og sammenlignet med et af de mest succesfulde britiske bands, The Beatles. Det gik også stærkt dengang, og selvom Robbie Williams forlod bandet for anden gang i 2014, så har de formået at holde sangskatten relevant og de mange millioner af fans til ilden. Take That har solgt over 45 millioner af albums verden over, og dertil kan lægges millioner af streams.