Skip to main content
26. februar 2026

Tivoli afslører Fredagsrock-programmet 2026: Internationale stjerner og stærke danske hovednavne indtager Fredagsrock

Tivoli løfter nu sløret for årets Fredagsrock-program, hvor både internationale stjerner og fremtrædende danske navne præger plakaten.

Af: Tivoli | Foto: Peter Troest
PRESSEMEDDELELSE

Blandt de udenlandske artister finder publikum navne som TLC, Jessie J, Brad Paisley, Rick Astley og Flo Rida. Fra den danske musikscene tæller programmet bl.a. koncerter med Pil, Drew Sycamore, Dizzy Mizz Lizzy, Blæst, Burhan G, URO, TV-2 og Gnags.

Årets Fredagsrock sæson åbner den 10. april med dobbeltkoncerten When Saints Go Machine og Spleen United. Senere på måneden gæster Mads Langer scenen med en greatest-hits-koncert fyldt med guitar-bårne ballader som f.eks. Overgir Mig Langsomt. Mange vil også huske ham for hans fortolkninger i TV2‑programmet Toppen af Poppen. Solide Saveus afslutter april med karakteristiske rock- og indieudtryk og publikum kan forvente genhør med numre som Vil du noget og Rush.

Direktør for Tivoli Kultur, Frederik Wiedemann, siger:

Tivoli er blandt landets største kulturarrangører, og Fredagsrock er et musikalsk samlingspunkt for hele København og omegn. Vi kan igen i år præsentere et mangfoldigt Fredagsrock-program, der kombinerer fem populære internationale navne med danske publikumsfavoritter. Vi ser frem til igen at være rammen for musikoplevelser, hvor publikum kan genopdage klassikere, opleve nye kunstnere og mærke den særlige sommerstemning, som Plænen tilbyder.

Forårspop på plakaten

Der er dobbeltkoncert med Katinka og Lord Siva fredag den 1. maj. Katinka leverer poetiske sange som Kogeplade og Bare rolig, mens Lord Siva samme aften byder ind med numre som California Dreamin’ og Paris fremført med den sikre popmelankoli, der kendetegner ham. I år markerer Joey Moe sit 20-årsjubilæum for debutalbummet MoeTown og meget taler for en velbesøgt koncert for sidste år blev hans koncerter i KB-Hallen et mindre tilløbsstykke. Hans Philip har for længst etableret sig som soloartist med efterspurgte numre som Dagdrøm, Du og jeg samt sange fra albummet Honey. Drew Sycamore byder på kant og radiohits, mens måneden rundes af med Guldimund, der med nærværende tekster rammer publikum med varme og eftertænksomhed.

For publikum med hang til R&B, country og danske toner bliver juni en travl måned

Publikum kan glæde sig til Jonah Blacksmith´s, særlige folk‑rock‑fortolkninger, inden en af 90’ernes største R&B‑grupper, TLC, indtager Tivoli. De står bag tidløse klassikere som No Scrubs og Waterfalls, og deres vokalpræstationer høster fortsat anmelderbegejstring. Fra TLC går turen videre til en koncert med den Grammy‑vindende countrystjerne Brad Paisley, der er på Europa‑turné. Publikum kan se frem til en liveoplevelse med sange, som tager afsæt i hverdagsliv, kærlighed og natur. Malk De Koijn runder juni af, når de leverer et af landets mest uforudsigelige live shows.

Rick Astley der er dansk gift, åbner juli måned med britisk pophistorie. Astley behøver ikke nogen længere introduktion for han blev et globalt fænomen allerede med debutsinglen Never Gonna Give You Up. Han har en af de mest genkendelige stemmer fra 80’erne og hans koncerter i Tivoli er altid en succes. I løbet af højsæsonen følger endnu et internationalt hovednavn, Jessie J fra Storbritannien. Med numre som Price Tag, Domino og Bang Bang leverer hun koncerter, der rammer popfans i alle aldre. Juli byder også på Zar Paulo, URO, og GNAGS, der i år fejrer 60-års jubilæum som et af landets mest folkekære bands.

Flo Rida, Burhan G og TV-2

Flo Rida går på scenen 7. august med sine globale club‑ og pop‑bangers, hvor der er udsigt til en parade med internationale hits som Low, Whistle og Good Feeling. Flo Rida lover høj energi og en koncert, der får publikum i bevægelse fra første beat. Ugen efter kan publikum opleve Pil, en af Danmarks pop‑darlings, der indtager Tivoli med sine relaterbare sange og radiohits som Nattely og Dronning af Månen. Der er genvalg til folkekære Burhan G og TV-2, der gav en meget vellykket Fredagsrock-koncert under Grønland i Tivoli 2025.

Dizzy Mizz Lizzy og Blæst

Med indian summer i hængende i luften åbner Blæst september med deres dansevenlige popunivers, der har gjort dem til et af landets mest efterspurgte livebands. Den nye forsanger, Sarah Sophie Malmros, har allerede markeret sig på numre som Vi ku’ gå hele vejen og kvindelandsholdets EM‑sang DK’s Kvinder. Der kan med fordel sættes kryds i kalenderen den 11. september, hvor der er musikalsk overskud og guitarriffs på menuen. Her er det Danmarks måske største rocktrio, Dizzy Mizz Lizzy, der indtager scenen. Mon ikke, at Tim Christensen får hele publikum med som kor på Love Is a Loser’s Game?

Fredagsrock program 2026

10-apr               When Saints Go Machine + Spleen United
17-apr               Mads Langer
24-apr               Saveus
01-maj              Katinka + Lord Siva
08-maj              Joey Moe
15-maj              Hans Philip
22-maj              Drew Sycamore
29-maj              Guldimund
05-jun               Jonah Blacksmith
12-jun               TLC (US)
19-jun               Brad Paisley (US)
26-jun               Malk De Koijn
03-jul                 Rick Astley (UK)
10-jul                 URO
17-jul                 Jessie J (UK)
24-jul                 Zar Paulo
31-jul                 GNAGS
07-aug               Flo Rida (US)
14-aug               Pil
21-aug               Burhan G
28-aug               TV-2
04-sep               Blæst
11-sep               Dizzy Mizz Lizzy