Skip to main content
19. marts 2026

Tivoli åbner med påsketema 27. marts – vind entre og turpas til den nye sæson

Når Tivoli åbner den 27. marts, bliver det med forår i luften og udsigt til en lang begivenhedsrig sommer. Og nu har du chancen for at vinde billetter til at opleve det!

Af: Isabella Fuglsang | Foto: Jakob Melgaard

Sommersæsonen byder bl.a. på mere end 200 pop-, rock-, jazz- og klassiske koncerter, to store festivaler, ny Tivolirevy, 15 Michelinstjerner i Det Japanske Tårn og den prestigefulde Michelinuddeling for de nordiske lande i Koncertsalen.

I år kan Tivolis gæster også se frem til et helt nyt fyrværkerishow med Olsen Bandentema, et stort Fredagsrock-program med danske og internationale kunstnere og flere LørdagsHits-koncerter. Der lægges ud med stort påsketema, hvor Carstensens Have fyldes med påskeliljer, påskeæg, påskefrokoster og kørende forlystelser.

Det er Tivolis sommersæson nummer 184, og der er i år 178 åbningsdage. Årets sommersæson varer til og med 20. september, hvor sidste åbningsdag afsluttes med fyrværkerishow.

Åbner i påskens tegn

Fra åbningsdagen bliver gæsterne mødt af nye påskescenografier, marker med påskeliljer, hyacinter og tulipaner, ligesom både Boblespringvandet og Det store springvand vil være påske-udsmykket.

Gæsterne mødes af små lam, og der vil være påskeæg i alle størrelser. Rasmus Klump der i år runder 75 år, holder påskefest med vennerne, mens det vil være muligt at deltage i ægge-skattejagter.

I Tivolis restauranter er der påskefrokost, hvor man kan få menuer for hele familien med entreen inkluderet i prisen.

Fra Fredagsrock til jazz

Årets Fredagsrock program byder på internationale navne som TLC den 12. juni, Rick Astley og Jessie J den 3. og 17. juli samt Flo Rida den 7. august.

På den danske side kan publikum se frem til GNAGS, Dizzy Mizz Lizzy og mange flere. Sæsonen byder også på jazzkoncerter samt Mint-programmet for nye talenter ved Tivoli-Søen fra maj.

Haven med musik, grin og hygge

Tivolirevyen består af nyt hold af unge talenter og rutinerede kræfter, der i ord og toner skal skabe klassisk revy med afsæt i skarp satire og kærlige parodier.

Revystjernerne Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard får selskab af Mikkel Becker Hilgart samt revydebutanterne Neel Rønholt og Sicilia Gadborg, når Tivolirevyen vender tilbage. Premieren finder sted den 4. juni.

Klassiskmusik i Tivoli

Tivoli kan desuden præsentere et stærkt klassisk musikprogram i år. Det sker efter flere års fremgang på det klassiske område, hvor publikumstallet er fordoblet.

Programmet byder på mere end 50 koncertoplevelser og rummer nogle af verdens største navne som Joseph Calleja, Leonidas Kavakos, Isabelle Faust, Andreas Scholl, Víkingur Ólafsson og Alisa Weilersteinsamt. Der bydes også på en lang række skolekoncerter, fællesoplevelser og publikumsnære formidlingskoncepter, der gør klassisk musik tilgængelig for flere.

Tivoli Food Festival, der sidste år blev en velbesøgt publikumssucces med tusindvis af besøgende, vender i år tilbage med fokus på topgastronomi i Michelin-klassen og på et af verdens førende køkkener; det nordiske.

Tivoli Food Festival, som kører fra den 23.–31. maj, er også nedtælling til uddelingen af de nordiske michelin-stjerner, som finder sted i Tivolis Koncertsal den 1. juni, og Haven vil under hele festivalen emme af eksklusive råvarer, workshops og smagsprøver fra nogle af verdens bedste kokke.

Vind billetter til Tivoli

I samarbejde med Tivoli har LokalNyt København fået lov til at udlodde 2 x 4 entrebilletter og turpas til dig og din familie.

Du deltager ved at sende en mail til redaktion@lokalnytkoebenhavn.dk, hvor du skriver dit fulde navn og fortæller, hvad du ønsker at opleve i den kommende sæson. Skriv ‘Tivoli’ i emnefeltet.

Vinderne får direkte besked via mail den 26. marts, hvor vi trækker de heldige – så skynd dig at deltage!

Billetterne kan ikke videresælges eller ombyttes, og de skal hentes personligt hos Tivolis Box Office ved Tivolis hovedindgang.

Præmien kan benyttes i hele den kommende sæson og skal således bruges senest den 20. september 2026.

Billetterne kan ikke ombyttes til andre varer eller ombyttes til kontanter. Ligeledes må de heller ikke sælges videre.

Held og lykke!