For at øge trygheden og forebygge sammenstød i forbindelse med fodboldkampen mellem F.C. København og Brøndby IF har Københavns Politi givet F.C. København et påbud om at tilbageholde udeholdets tilhængere i Parken. Påbuddet betyder, at udeholdets fans kan blive tilbageholdt på tribunen i op til en time efter kampens slutfløjt.
Højrisikokamp
Opgøret spilles søndag den 8. november kl. 12.00 og er vurderet som en højrisikokamp.
Vi håber selvfølgelig altid på, at det hele foregår så fredeligt som muligt, og vi kommer til at være til stede i passende omfang. Vi har samtidig vurderet, at muligheden for at kunne tilbageholde udeholdets tilskuere er et relevant værktøj for os, og derfor har vi udstedt påbuddet, siger ledende politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi.
Det er mere end to år siden, at der sidst har været tilhængere fra udeholdet med til kampe mellem F.C. København og Brøndby IF i Parken.
Påbuddet betyder også, at F.C København, som har ansvaret på stadion, skal sikre, at tilbageholdelsen kan lade sig gøre rent sikkerhedsmæssigt, og at de tilbageholdte tilskuere i perioden har adgang til relevante faciliteter.
