Skip to main content
8. april 2024

Teatergrad sætter spot på Rigsfællesskabet med et nyt teaterformat

HOTspot stiller skarpt på det komplekse forhold mellem Danmark, Grønland og Færøerne. I krydsfeltet mellem kunstudstilling, dramatik, musik, lyrik, journalistik og billedkunst fører HOTspot publikum langt ud på indlandsisen, til toppen af de frodige færøske fjelde og helt ind i hovedet på den hvide danske mand, der modvilligt bærer på skyldfølelsen for de mange års magt og suverænitet. Oplev dem, når de gæster Vejle til oktober.

Af: Teatergrad | Foto: Unsplash
PRESSEMEDDELELSE

Rigsfællesskabet har været et ømtåleligt emne i flere hundrede år, men med afsløringen af sager om spiralkampagner, tvangsadoption og umyndiggørelse har løsrivelsesbevægelserne fået vind i sejlene. Godt hjulpet på vej af de voldsomme klimaforandringer, fundet af olie og nye politiske venskaber, er det arktiske område pludselig blevet et geopolitisk hotspot – og i Danmark er spørgsmålene om vores rolle, magt og globale indflydelse blevet enormt aktuelle igen.

HOTspot er et publikumsinvolverende udstillingsformat, hvor teater smelter sammen med installationskunst, der er baseret på research og samtaler med kunstnere, politikere, debattører og ”helt almindelige borgere” i Grønland, Færøerne og Danmark.

Forestillingen beretter om det levede liv i rigsfællesskabet og de eksistentielle udfordringer, som alle tre lande står overfor. Fanget mellem et samfund i rivende udvikling, en familiestruktur i opløsning og en natur i endegyldig forandring, står en ung generation overfor en række svære valg om Rigsfællesskabets fremtid.

Forestillingen har premiere d. 29. april på Nørrebro Bibliotek, og vil efterfølgende spille forskellige steder rundt i landet samt på Færøerne og Grønland frem til d. 11. maj.

Til efteråret drager Teatergrad desuden på en landsdækkendeturné med HOTspot i 2025/2026.

HOTspot – et nyt teaterformat

HOTspot er Teatergrads nye tværæstetiske format, der undersøger, hvad der sker, når elementer fra teatrets verden møder et udstillingsformat. I en række projekter vil Teatergrad flytte samfundsdebatten ind i et HOTspot – og give nyt liv og perspektiver til brandvarme emner.

Teaterleder Christine Worre Kann fortæller:

Samfundsdebatten er blevet alt for polariseret, og vi bliver konstant bombarderet med nyheder, billeder og politiske punchlines fra morgen til aften på alle platforme. Vi tror på, at debatten om samfundets store udfordringer trænger til at få sat tempoet ned, få flere nuancer, få tid til eftertænksomhed og ja… måske endda lidt poesi vil gavne.

I teaterverdenen arbejder vi ikke som sandhedsvidner, her beskæftiger vi os i stedet med den emotionelle rejse ind i en tematik, hvor menneskets sind og handlinger bliver sat på spidsen for at skabe et spejl for virkeligheden. I mødet mellem teater, udstilling og en tematik, der vækker stærke personlige, nationale og internationale følelser, begiver Teatergrad sig ud på en kunstnerisk farefuld færd, hvor meningerne, fordommene og fordømmelserne er mange.

Et hold af erfarne kræfter på og bag scenen

Bag HOTspot – RIGSFÆLLESSKABET står teaterleder, dramaturg og producent Christine Worre Kann, der leder den kreative proces og iscenesætter, teaterinstruktør og dramatiker Pelle Nordhøj Kann leverer tekstuniverset, imens skuespiller Rolf Hansen guider publikum gennem forestillingen.

Den prisvindende fotograf Per Morten Abrahamsen tager alle billeder til udstillingen, imens lys og videokunstneren Flora Pelle Brandt skaber de sceniske rum. Foruden det skabende hold har Teatergrad samarbejdet med både færøske og grønlandske aktører, der bringer kunstværker, dans, musik fortællinger og viden til projektet.

Projektet er finansieret af Statens Kunstfond, Nordisk Kulturfond og kulturministeriets pulje for Grønlands-orienterede kulturprojekter.

Fakta:

Fakta:

FAKTA OM HOTspot – DANMARK SOM RIGSFÆLLESSKAB

Medvirkende: Rolf Hansen
Kuraterende iscenesætter: Christine Worre Kann Fotokunstner: Per Morten Abrahamsen Dramatiker: Pelle Nordhøj Kann
Lys- og videodesigner: Flora Pelle Brandt Produktionsleder: Josefine Bitsch
Billet + turnéansvarlig: Mathilde Høm Kristiansen Koncept + idé: Teatergrad

Forestillingens varighed: 25 minutter

Aldersbegrænsning: Fra 15 år
Spilleperiode: Den 29. april 2024 – 11. maj 2024

Foreløbig turnéplan: 2024

●  Vejle: 4. oktober, Vejleegnens Teaterforening
●  Odense: 19. oktober, Teater Momentum
●  Aars og Omegn: 20. oktober, Vesthimmerlands Teaterforening
●  Randers: 5. november, Randers Teater
●  Knebel: 6. november, Syddjurs Teaterforening

2025

●  Nykøbing Falster: 12. april, Teaterforeningen Guldborgsund
●  Holbæk og Slagelse: 26. april, Sjællands Teater
●  Thisted: 2. maj, Thisted Teaterkreds

Der er planlagt flere forestillinger, som vil blive tilføjet løbende til programmet.