Skip to main content
19. december 2025

Styrket ledelse af de københavnske dagtilbud

Børne- og Ungdomsforvaltningen har ansat fire nye områdechefer til at styrke ledelsen af byens dagtilbud og løfte kvaliteten på tværs af byen.

Af: Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen | Foto: Københavns Kommune Børne- og Ungdomsforvaltningen
PRESSEMEDDELELSE

Ansættelsen af de fire nye chefer i områderne i byen udspringer af et ønske om at blive i stand til at bedrive tættere og mere nærværende støtte til og ledelse af lederne af dagtilbuddene i områderne.

De fire nye områdechefer skal lede dagtilbud og den understøttende support, som hjælper dagtilbud og skoler, når der er brug for det. De nye chefer skal sætte en fælles retning for dagtilbudsområdets videre udvikling på tværs af byen, og det skal de gøre i et samspil med områdecheferne for skolerne og det øvrige ledelsesteam i områderne.

Det er en lederopgave at have blik for, hvordan vi vedvarende løfter kvaliteten i vores dagtilbud og den opgave, er der ingen der løser alene. Det er min vurdering, at vi nu har sat et rigtig stærkt ledelseshold i vores områder, der sammen kan understøtte en strategisk udvikling af vores dagtilbud og skoler i København. Når vi ansætter fire nye chefer, styrker vi både ledelsen af dagtilbud og skoler, da vi mindsker ledelsesspændet, siger Tobias Børner Stax., adm. direktør i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

Nye områdechefer er én ud af flere initiativer, der skal styrke kvaliteten i dagtilbud.

Desuden arbejder Københavns Kommune med: 
  • To-årig dagtilbudslederuddannelse, der viser mærkbare resultater.
  • Meritforløb for pædagogmedhjælpere, som skal sikre flere uddannede medarbejdere.
  • Kompetencepakker og efteruddannelse, som tilrettelægges efter fund fra tilsynet.

De fire nye ledere er Helene Horsbrugh (Amager), Marie Rafn Larsen (Nord), Pernille Kjeldgård (Valby-Vesterbro-Kgs.Enghave) og Caroline Grøn (Indre by/Østerbro).