Under navnet Bryd Kæden har hundredevis af europæiske klima- og Palæstina-aktivister de seneste uger været i Danmark for at demonstrere mod danske virksomheders roller i nogle af verdens mest destruktive globale forsyningskæder. I dag befinder aktivisterne sig i København, hvor de blokerer hovedkontoreret for den danske virksomhed FLSmidth, som leverer mineudstyr til minedrift i hele verden.
Aktivisterne har valgt hovedkontoret, fordi de har et budskab til den øverste ledelse. Elaia Tølbøll, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, uddyber: “Vi kræver først og fremmest af FLSmidth, at de offentliggør deres kundeliste, fordi det i dag er tæt ved umuligt at få overblik over, hvor deres udstyr havner. Vi mener, det er et stort svigt, at en så stor dansk virksomhed ikke vil stå til ansvar for deres egen eksport, som bidrager til groteske ting som tvangsarbejde og forflyttelse af lokalsamfund.”
Aktivisterne kræver også andet end transparens: De kræver, at FLSmidth stopper al eksport af udstyr, der risikerer at ende i menneskerettighedskrænkende minedrift. At FLSmidths udstyr i flere tilfælde er endt i sådanne projekter, har blandt andet Danwatch dokumenteret.
Celine Sams, aktiv i Den Grønne Ungdomsbevægelse og til stede ved demonstrationen, forklarer: “Selvom FLSmidth ikke vil dele deres kundelister med offentligheden, ved vi, at en række af deres mineprojekter er anklaget for miljøødelæggelser og menneskerettighedskrænkelser. Vi ved også, at børnearbejde forekommer i mineindustrien, og at FLSmidth har indgået aftaler med koboltminer i DR Congo, hvor mineprojekter er berygtet for at benytte børnearbejde.”
Aktivisterne mener også, at FLSmidth greenwasher. De forsøger nemlig at fremstille deres mineraludvinding som vigtig for den grønne omstilling, men de er samtidig leverandør for omkring 500 kulselskaber. Celine Sams fortsætter: “Det er også hyklerisk at kalde sig grøn, når man samtidig er leverandør til hundredvis af kulselskaber. FLSmidth bidrager til overgreb på lokalbefolkninger og miljøkatastrofer. Klimakrisen løses ikke gennem menneskerettighedskrænkelser.”
Tidligere i aktionsugerne Bryd Kæden har aktivisterne demonstreret ved Cheminova og ved Kalundborg olieraffinaderi.
