
I 2026 venter et alsidigt program med sanselige og tankevækkende udstillinger på designmuseet i Bredgade i København. I midten af januar åbner den tredje udstilling i serien LABORATORIUM – en udstillingsrække, som tager publikum med ind i formgiverens værksted og tankeunivers og afdækker, hvordan tidens nyskabende kunsthåndværk og design bliver til. Her kan publikum få et interessant indblik i Johannes Foersoms og Peter Hiort-Lorentzens anerkendte tegnestue og arbejde med udvalgte møbler gennem prototyper, skalamodeller og 1:1 møbeltegninger. De to møbeldesignere har designet møbler og produkter i mere end 50 år.
Ikoniske japanske plakater og træsnit
Interessen for japansk kultur er kun taget til over de seneste år, og på designmuseet er der i 2026 hele to udstillinger med japansk fortegn: I februar åbner JAPAN MODERN POSTER, som udfolder udviklingen af japansk grafisk design gennem en række ikoniske plakater fra efterkrigstiden og frem til i dag. Samtidig åbner en mindre udstilling med træsnit af den berømte japanske kunstner Katsushika Hokusai, der levede fra 1760 til 1849. Museets samlinger rummer 40 træsnit af Hokusai, som er kendt for sine landsskabsskildringer, heriblandt det berømte træsnit Under den store bølge ud for Kanagawa, som dog ikke vises på denne udstilling.
Fabelagtige værker til foråret
Til maj kan publikum træde indenfor i et sfærisk landskab med fabelagtige værker skabt af tekstil- og beklædningskunstner Nikoline Liv Andersen, som udforsker livet, det moderne moderskab og forgængelighed i sine billeder. I udstillingen bevæger den besøgende sig ind i en installation, hvor lette og næsten svævende tekstiler, broderede og malede, omslutter publikum. Værkerne fortæller historier om menneskeliv fra start til slut – et tema, som også løber som en rød tråd igennem de genstande fra Designmuseum Danmarks righoldige samling, som Nikoline Liv Andersen har udvalgt til udstillingen.
I forsommeren åbner den fjerde LABORATORIUM-udstilling – denne gang med fokus på designvirksomheden Kontrapunkts arbejde med identitet og grafisk design for en perlerække af danske og udenlandske virksomheder og institutioner gennem 40 år.
Vibskovs vildtvoksende univers
Kunstneren, modedesigneren og musikeren Henrik Vibskov indtager til efteråret museet i en stor udstilling. Han har i mere end 25 år opbygget et særegent univers, hvor musik, scenografi, kostumer, udstillinger, installationer og mode konstant krydser spor og befrugter hinanden på overraskende og undersøgende måder. I udstillingen på designmuseet vises Henrik Vibskovs værker for første gang sammen med historierne bag dem – de fejltrin og lykketræf, der har givet næring til nye idéer og retninger. Det er en rejse ind i et vildtvoksende univers, som er mystisk, humoristisk, overraskende og rørende.
Gratis entré for unge om torsdagen
Er man ung eller studerende, er der ekstra god grund til at lægge vejen forbi Designmuseum Danmark i årets første måneder og opleve museets udstillinger. Hver torsdag frem til den 26. februar 2026 er der nemlig gratis entré for studerende og unge under 27 år.
Læs mere om de kommende udstillinger på designmuseum.dk.
Udstillingsoversigt
LABORATORIUM
Foersom & Hiort-Lorenzen
16. januar – 17. maj
JAPAN MODERN POSTER
6. februar – 9. august 2026
JAPANSKE TRÆSNIT: HOKUSAI
6. februar – 9. august 2026
Nikoline Liv Andersen
1. maj – 27. september 2026
LABORATORIUM
Kontrapunkt
11. juni – 18. oktober 2026
Henrik Vibskov
18. september 2026 – 21. februar 2027