Skip to main content
8. januar 2024

Sol og Strand-fond støtter arbejdet med at finde voksenvenner til børn

Omkring 500 børn står på venteliste til at få en voksenven. Takket være en donation er det nu muligt at øge indsatsen for at etablere flere venskaber mellem børn og voksne.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA FONDEN SOL OG STRAND

Omkring 500 børn står på venteliste til at få en voksenven. Takket være en donation er det nu muligt at øge indsatsen for at etablere flere venskaber mellem børn og voksne.

Der var stor taknemmelighed hos Børns Voksenvenner, da foreningen fik besked om, at ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” har besluttet at donere 100.000 kroner.

Det er en donation, der betyder rigtig meget for vores arbejde. Vi har svært ved at følge med efterspørgslen fra børn, der søger en voksenven, og nu har vi mulighed for at bruge flere ressourcer på rekruttering og selve processen med at matche et barn og en voksenven, siger Camilla Garder, der er rekrutterings- og partnerskabskonsulent i Børns Voksenvenner.

Foreningen, der blev etableret i 1990, har aktiviteter i omkring 60 kommuner. Gennem årene har den formået at skabe mere end 5000 venskaber, og det er ganske betydningsfulde bånd, der bliver knyttet mellem børn og voksne gennem disse venskaber, tilføjer Camilla Garder.

Det betyder alverden for et barn at få en voksenven. Der er tale om en person, som ganske frivilligt vælger at bruge sin tid på barnet uden at forvente noget til gengæld. Vi ved af erfaring, at en voksenven styrker barnets trivsel nu og her og giver det sociale redskaber til at tage del i fællesskaber i ungdoms- og voksenlivet, i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i foreningslivet, siger hun.

Målgruppen er børn og unge, der af den ene eller anden grund savner en ekstra voksen i tilværelsen. Det kan eksempelvis være børn, som, på grund af skilsmisse, har mistet kontakt til en af sine forældre, børn med sygdom eller handicaps i den nærmeste familie eller børn, som har mistet en forælder.

Når vi får en henvendelse fra et barn eller en forælder, forsøger vi at finde et match med en voksen. Vi er omhyggelige i forhold til, at få skabt det rette match for at sikre, at vi får skabt grundlag for en god og langvarig relation, siger Camilla Garder.

Der stilles ingen krav om, at man skal have en fagprofessionel baggrund for at blive frivillig hos Børns Voksenvenner. Det vigtigste er, at man har lyst og overskud til at bruge nogle timer hver måned på et barn og naturligvis, at man kan fremvise en børne- og straffeattest.

For at vi kan drive vores forening har vi brug for økonomisk støtte, som den fra Sol og Strand-fonden, men også for menneskelige ressourcer i kraft af frivillige. Vi har behov for, at flere ønsker at blive voksenvenner, og der er tale om helt almindelige mennesker med overskud, siger Camilla Garder og tilføjer, at de frivillige blandt andet vil gennemgå et kursus for at blive klædt på til opgaven.

En drøm er gået i opfyldelse

Ægteparret Margit og Kjeld Andersen etablerede i 1979 Sol og Strand Feriehusudlejning A/S. Parret har nu overdraget ejerskabet til en fond ud fra et ønske om dels at bevare og udvikle virksomheden på danske hænder og dels at støtte velgørende og lokale formål.

Med denne fond har vi dels sikret en fremtid for Sol og Strand Feriehusudlejning, som vi altid har betegnet som vores ”tredje barn”, og dels har vi realiseret vores drøm om at medvirke til at gøre en forskel for andre, lyder det fra Kjeld Andersen.

 

Det er glædeligt for os, at vi kan støtte en forening som Børns Voksenvenner, som gør et stort stykke arbejde for at sikre trivsel for børn og unge. Forhåbentlig kan denne donation være med til at sikre, at flere børn får en voksenven, siger Margit Andersen.

Sammenlagt har fonden i 2023 doneret knap tre millioner kroner, og forventningen er, at dette beløb vil stige i fremtiden.

Fonden er en ledestjerne for de ansatte i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, og vi ønsker at gøre en forskel i forhold til vores omverden ved at støtte lokale og velgørende formål. Jo bedre vi gør det i Sol og Strand, des større betydning har det for fondens og dens virke, siger Per Dam, der er administrerende direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S.

FAKTA:
Følgende foreninger og organisationer har i december 2023 modtaget støtte fra ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld”:
Q-Værk, Bedre Psykiatri, Håb i Psykiatrien, ADHD-Foreningen, Foreningen Cancerramte Børn, For Lige Vilkår, Foreningen for Spiseforstyrrelser og Selvskade, Børnesagens Fællesråd, Børnelejren Langeland, LøkkeFonden, LifeBoard, Sjældne Diagnoser, Selvhjælp for Mænd, Blåvand/Ho Borgerforening, Hydrabadfonden, BROEN Lolland, Race for Oceans, Raise for Kids, SMILfonden og Børns Voksenvenner.

Pressefotos: Børns Voksenvenner / Fonden Sol og Strand