Skip to main content
24. maj 2024

SOFACOMPANY udvider med ny butik i Lyngby

I midten af juni 2024 slår det danske møbelbrand SOFACOMPANY dørene op til en helt ny butik, der har adresse på Jernbanepladsen 1 i Kongens Lyngby.

Af: SOFACOMPANY | Foto: SOFACOMPANY
PRESSEMEDDELELSE

Butikken er den sjette i rækken af fysiske butikker, som SOFACOMPANY nu har i Danmark, og den føjer sig til en lang liste af butikker, som allerede er etableret i Sverige, Tyskland, Norge, Schweiz, Holland og Belgien.

Attraktiv placering

Den nye butik, der breder sig over 350 kvadratmeter, er både moderne og inspirerende, og SOFACOMPANY har valgt at lægge den i et attraktivt område, hvor andre interiørbutikker ligeledes har etableret sig.

Vi har i et år været repræsenteret i hjertet af København med vores butik på H.C. Andersens Boulevard. Vores erfaringer herfra er meget positive, og på kort tid er butikken globalt set blevet én af vores bedst sælgende, fortæller Retail Director Shadi Rahmeh.

Derfor er det oplagt for os at etablere endnu en butik i Storkøbenhavn, og valget er faldet på Lyngby. Vi har stor tillid til og tro på, at området, der har et opland på 670.000 potentielle kunder, er den rigtige beslutning, og vi tror på, at vi kan favne kunderne bredt ved tre butikker – én i indre by, en på Amager og nu en i Lyngby.

Ekspansiv strategi

SOFACOMPANY har som mål at ekspandere fra de nuværende 31 butikker til 40 inden udgangen af 2025. Inden for de næste tre år går man målrettet efter at runde de 50 butikker, og senest har SOFACOMPANY etableret sig i blandt andet Bruxelles og Malmö.

Store fordele ved en fysisk butik

Vi er stærke på onlinesalg, der var vores oprindelige udgangspunkt, men salg via fysiske butikker er et vigtigt supplement, og derfor fokuserer vi nu på at udvide rækken af fysiske butikker samt holde vores markedsposition ved onlinesalg, konstaterer Shadi Rahmeh.

I en butik kan kunden med sine egne sanser mærke siddekomforten, føle stoffets kvalitet og se de håndværksmæssige detaljer i syninger og samlinger. Samtidig er der mulighed for at få kompetent rådgivning og inspiration, inden man beslutter sig for sit nye møbel, afslutter Shadi Rahmeh.

Pressefotos: SOFACOMPANY

Fakta:

SOFACOMPANY er et dansk designbrand, hvis mission er at gøre dansk design i høj kvalitet tilgængeligt for alle. Dette er muligt med et unikt koncept med styring af hele værdikæden, lige fra design, produktion til salg. Alle designs er tegnet af brandets team af passionerede designere, og materialerne er nøje udvalgt med omtanke for mennesker og miljø. SOFACOMPANY kan besøges i mere end 30 butikker fordelt over Europa eller på www.sofacompany.com.