Skip to main content
5. marts 2024

Søg penge til kamp mod narko

Frem til 2. maj er der åbent for ansøgninger om penge til aktiviteter mod narkotika hos en fond, som Københavns Vestegns Politi bestyrer.

Af: Københavns Vestegns Politi | Foto: Unsplash
PRESSEMEDDELELSE

Har du en god idé, men mangler penge til at få den omsat til handling?

Lige nu har Ejner Christian Christensens Fond mod narko åbnet for ansøgninger om penge til aktiviteter mod stoffer, misbrug og afhængighed.

Det kunne for eksempel være en foredragsrække, kurser, oplysningskampagner eller større projekter, som aktivt bidrager i kampen mod narkohandel.

Men fonden kan også give legater til mindre aktiviteter – eksempelvis en filmaften, et idrætsarrangement, et teaterstykke eller foredrag på skoler og uddannelsesinstitutioner, i ungdoms- og sportsklubber eller i foreninger.

I politiet bekæmper vi narkotika hver dag, og fonden giver os mulighed for at hjælpe gode kræfter i lokalsamfundet i gang med narkotikabekæmpende aktiviteter, siger fondens formand Kim Christiansen, politidirektør ved Københavns Vestegns Politi.

Han opfordrer alle med en god idé til at sende fonden en ansøgning.

Du kan læse mere om fonden og søge her: politi.dk/kbhvfond.

Fonden uddeler i alt op til en halv million kroner i 2024, hvor ansøgningsfristen er 2. maj.

I 2023 gav fonden en kvart million til to projekter mod narko.

Hør mere og få hjælp til din ansøgning

Interesserede er velkomne til kontakte fondens sekretariat for at høre mere, stille spørgsmål eller få hjælp til ansøgningen på telefon 4024 5773.

Ejner Christian Christensens Fond

Ejner Christian Christensen fra Ishøj testamenterede omkring 4,7 millioner kroner til Københavns Vestegns Politi til bekæmpelse af narkohandel, og politikredsen oprettede en fond, som siden 2020 har delt cirka 700.000 kroner ud i legater i overensstemmelse med hans ønske.

Fondens bestyrelse består af Københavns Vestegns Politis politidirektør, chefpolitiinspektør, stabschef samt den borgmester, som er næstformand i kredsrådet.