Skip to main content
18. august 2023

Shu-bi-dua genopstår! Fejrer 50-års jubilæum til LørdagsHits i Tivoli

Når Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard indtager Plænen til LørdagsHits den 26. august klokken 21.00, bliver det første gang siden 2011, at de træder ind på en scene som Shu-bi-dua.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA TIVOLI

FOTO: Michelle Berg/Tivoli

Når Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard indtager Plænen til LørdagsHits den 26. august klokken 21.00, bliver det første gang siden 2011, at de træder ind på en scene som Shu-bi-dua. I anledning af Shu-bi-duas 50-års jubilæum genopstår det højt elskede band nemlig til årets sidste LørdagsHits-koncert som Shu-bi-dua 2.0, hvor tv-lægen Peter Qvortrup Geisling er vært. Når entréen til Tivoli er betalt, er der fri adgang til LørdagsHits med Shu-bi-dua 2.0.

Danske Shu-bi-dua-fans kan se frem til en helt speciel oplevelse. Siden Michael Bundesen blev syg i 2011, har Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard ikke brugt navnet Shu-bi-dua. I anledning af bandets 50-års jubilæum genopstår de som Shu-bi-dua 2.0 med Michael Bundesens efterkommeres velsignelse og applaus.

Danskerne kan første gang opleve Shu-bi-dua 2.0, når bandet træder ind på scenen i Tivoli til LørdagsHits den 26. august. Bandet fortætter efterfølgende med at optræde som Shu-bi-dua 2.0, og består af grundlæggeren Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup. Derudover har Kim Daugaards søn, Kasper, som tidligere har spillet med Lukas Graham, valgt at hellige sig projektet og er med på klaver. Shu-bi-dua 2.0 tæller også guitarist B-Joe, og på trommer finder man Flemming Olsen.

Siden 2011 hvor Bunden blev syg har bandet af respekt for ham og hans familie spillet Shu-bi-dua-sangene under navnet Hardinger Band. Nu har Michael Hardinger, Jørgen Thorup og Kim Daugaard efter aftale med Bundens efterladte valgt at genrejse bandet som Shu-bi-dua 2.0 for at hylde Bunden og Shu-bi-duas enorme musikarv.

Helt ekstraordinært kan Shu-bi-dua-fans opleve Paul Meyendorff spille guitar til jubilæums-koncerten til LørdagsHits i Tivoli den 26. august. Meyendorff var med til at stifte Shu-bi-dua og var en del af bandet fra 1973 til 1974. Guitaristen er normalt bosat i Canada, men flyver ind for at være en del af fejringen af Shu-bi-duas 50-års Shu-bi-læum.

Ny musik og kendte Shu-bi-dia-slaskere i selskab med tv-lægen

Til LørdagsHits-koncerten kommer Shu-bi-dua 2.0 også til at have premiere på nummeret Guld og Grønne Skove. Det bliver i selskab med Peter Q. Geisling som vært. Ifølge ham selv er han Danmarks største Shu-bi-dua-fan, og han kommer til at holde den røde tråd under koncerten.

Undervejs bliver der plads til korte anekdoter om et af Danmarks største og mest folkekære bands gennem tiderne. Et band, hvor de fleste kan synge med på deres omkvæd lige fra Hvalborg, Står på en Alpetop, Fed Rock, Hva´ ka´ man få for en ti´er, Danmark til Vuffeli-Vov.

Man kan næsten give Shu-bi-dua titlen som Tivolis andet husorkester, for bandet har alene til Fredagsrock spillet på Plænen otte gange siden 1997. Bandet spillede desuden til en meget famøs koncert på Plænen iført bleer i 1992 og til Tivolis 150-års jubilæum i 1993, så LørdagsHits-koncerten med Shu-bi-dua 2.0 i år bliver i hvert fald den 11. i rækken.

Første sæson med LørdagsHits i Tivoli

LørdagsHits i Tivoli hylder popmusik, der stadig holder efter flere årtier, og som alle kan synge med på. Det er kun anden sæson, at Tivoli inviterer til LørdagsHits.

Jubilæumskoncerten med Shu-bi-dua 2.0 bliver årets sidste LørdagsHits-koncert i Tivoli. I løbet af juli og august måned, har der været i alt otte live LørdagsHits-koncerter med danske stjerner og bands, der har indtaget Plænen klokken 21.00. Sæsonens LørdagsHits-artister har været Klubien & Danseorkesteret, Sko/Torp, Sanne Salomonsen feat. Electric Guitars, Thomas Helmig, Erann DD og Zindy Laursen, Rocazino og den 19. august spiller Rockers by Choice.

Michael Hardinger siger om Michael Bundesen og Shu-bi-dua 2.0:

Det var et stort chok for alle, da Bundesen blev syg. Jeg havde jo rejst med ham over hele kloden siden 1973, delt bolig med ham og indspillet 240 shub-sange! Musikalsk følte vi os som Lennon og McCartney i mindre målestok. Jeg var “reserveonkel” for børnene Nanna og Nicolaj Bundesen. Vi blev kaldt Bjørnen og Sheriffen, og det var mig en stor fornøjelse at skrive melodier til en så fantastisk sanger.

 

Med Hardinger Band besluttede vi, at vi ikke ville lede efter en forsanger, som skulle kopiere Bunden. Vi ville spille vores musik i vores egen udgave og med respekt for, at han ikke selv kunne optræde mere. Bunden var ude at høre os, og han omtaler os meget rosende i sin bog Alting har en ende. Det var lidt af et ridderslag for os.

 

Nu stiller vi op som Shu-bi-dua 2.0. Vi fejrer, at vi på vores 50-års dag igen spiller i Tivoli, som fejrer 180 år. Vi spillede på Plænen til Tivolis 150-års jubilæum, og jeg jokede fra scenen om, at Tivoli ville booke os til 200-års jubilæet.

Mangeårigt medlem af Shu-bi-dua Jørgen Thorup siger:

Hver gang jeg går på scenen og synger Shu-bi-dua-sange, er det med stor glæde og ydmyghed. Jeg har aldrig prøvet at efterligne Bunden, men prøvet at gøre det på min egen måde. Ligesom vi i bandet spiller Shu-bi-dua-sangene i mere rockede udgaver. Så publikum kan se frem til at show med fuld knald på og masser af energi. Selvom det er et stykke tid siden, vi har spillet på Plænen, bliver det lidt som at komme hjem igen. For mig er det også helt specielt at spille i Tivoli, da jeg som dreng arbejdede som opvasker i Tivolis Vise Vers Hus. Allerede dengang drømte jeg om en dag at stå på den store scene!

Peter Q. Geisling, vært på Shu-bi-dua 2.0-koncerten, siger:

Ligesom tusindvis af andre kalder jeg mig Danmarks største Shu-Bi-Dua-fan. Jeg elsker Shu-Bi-Duas musik og finurlige univers, og det er en kæmpe ære at få lov at være fødselshjælper for legenderne på den sidste sommeraften i Tivoli.

Blå bog om Shu-bi-dua

Shu-bi-dua blev dannet i 1973. Gruppen har bestået af flere forskellige medlemmer. Mest toneangivende for Shu-bi-duas stil var forsangeren Michael Bundesen (1949-2020), guitaristerne Michael Hardinger og Claus Asmussen, bassisten Kim Daugaard, pianisterne Jens Tage Nielsen og Jørgen Thorup samt trommeslagerne Gunnar “Bosse” Hall Christensen og Peter Andersen.

Shu-bi-dua 2.0 består af Michael Hardinger, Kim Daugaard og Jørgen Thorup, Kasper Daugaard på klaver, guitaristen B-Joe og trommeslageren Flemming Olsen.

Tidligere har flere af medlemmerne turneret som Hardinger Band, men fra den 26. august kan de fremover opleves på landets scener som Shu-bi-dua 2.0. Bandets medlemmer er nogle rutinerede Tivoli-gæster, for Shu-bi-dua har optrådt til Fredagsrock hele otte gange. Det var i 1997, 1998, 1999, 2000, 2002, 2003, 2004 og 2005. Shu-bi-dua har desuden optrådt flere gange i Tivoli, inden der var noget, der hed Fredagsrock.

Michael Bundesen blev syg i 2011, hvorefter Shu-bi-dua ikke længere var aktive. Bundesen døde i 2020.