
På Københavns Rådhus har samtlige partier og løsgængere indgået en historisk bred aftale om Københavns Kommunes budget for 2026.
Aftalen prioriterer socialområdet, tager ansvar for kommunes klimaaftryk og gør København til en endnu bedre cykelby. Desuden sænkes indkomstskatten med 0,11 procentpoint til 23,39 pct., så københavnerne får flere penge mellem hænderne.
Hjælp til udsatte og klimaet
Parterne er blandt andet enige om at holde hånden under de mest udsatte borgere i København, og der afsættes 588,5 mio. kr. til at håndtere udfordringerne med forsyningsforpligtelsen. Det skal nedbringe visitationslisten og sikre, at borgere kan få et botilbud, når de er visiteret til et.
Budgetaftalen viderefører også arbejdet med at reducere kommunens CO2e-udledninger. I alt afsætter parterne 175,5 mio. kr. i en klimapakke, der blandt andet skal sikre et lavere klimaaftryk på kommunens byggeri, anlæg og indkøb.
Cykelby og hjælp til undervisning
Der er også afsat midler til at forbedre byens cykelinfrastruktur med 602,4 mio. kr. i en større cykelpakke. Midlerne skal blandt andet gå til at anlægge en cykelbro mellem Østerbro og Refshaleøen, etablere underjordisk cykelparkering på de kommende metrostationer ved Lergravsparken og Sundbyøster Plads, sikre skoleveje, bedre belysning på udvalgte cykelstier og flere grønne bølger i myldretiden. Der etableres også adskilt cykelsti og fortov i begge retninger på Refshalevej.
Omkring hver tiende elev dumper dansk og matematik ved folkeskolens afgangsprøve. Med budgetaftalen indfører parterne derfor to-voksenundervisning i alle matematik- og dansklektioner i 8. og 9. klasse for at få flere børn og unge til at klare sig bedre i folkeskolen.
Der er sammenlagt prioriteret 3,1 mia. kr. på anlæg i 2026-2029 og 1.374 mio. kr. på service i 2026 i budgetaftalen.
Parterne siger om aftalen
Overborgmester Lars Weiss (S) siger:
Jeg har været med til mange budgetforhandlinger i min tid i kommunalpolitik, og det hører i dén grad til sjældenhederne, at samtlige partier og løsgængere er med i en budgetaftale. Men det er lykkedes i år, fordi vi på tværs af politiske skel har taget ansvar for byens udvikling. Jeg har især kæmpet for ét aftryk i mit sidste budget – nemlig at gøre en positiv forskel for de børn og unge, der klarer sig dårligst i folkeskolen. Sidste år indførte vi to voksne i de yngste klasser, og nu kommer der også to lærere i dansk og matematik i de ældste klasser. Det er jeg virkelig stolt af.
Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) og Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:
Vi er utrolig stolte over, at det er lykkedes at få vedtaget det største cykelbudget i København nogensinde. Vi får et løft til København som cykelby med sikre skoleveje, flere cykelstier og nye cykelforbindelser, der gør det nemmere og tryggere for børn og alle andre at tage cyklen. Samtidig er det lykkedes at fastholde velfærden, og så er det meget vigtigt for os, at klima fylder på budgettet med investeringer i blandt andet en solcellepark og indsatser for at bruge de bygninger, vi allerede har, i stedet for at rive ned. Vi sikrer bedre forhold for sårbare grønlændere med huset Assak, og med nye investeringer på socialområdet får vi flere sagsbehandlere, bedre service til københavnerne og styrkede indsatser på det udsatte børne- og ungeområde.
Børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager (C) siger:
Min ambition er, at København skal være Danmarks bedste børneby. Jeg er derfor stolt over, at vi med årets budget afsætter hele 1,9 mia. kr. til byens børn. Jeg har svært ved at få armene ned. Det her er et vaskeægte børnebudget. Eleverne i 8. og 9. klasse kan se frem til at få to lærere i dansk- og matematik, og de vil forhåbentlig også få flere, bedre og renere toiletter. Jeg er også glad for, at vi med budgettet kan sikre flere sikre skoleveje og styrker færdselsundervisning for børnene. Byens daginstitutioner kan se frem til mere rengøring, og det bliver nemmere for forældre at booke en plads i daginstitutionen. Jeg er selvfølgelig også glad for, at vi kan sætte skatten ned, så de københavnske børnefamilier kan beholde flere af deres penge. Med landets laveste skatteprocent er det en god dag for byens børn og familier. København skal fungere i hverdagen – bedre, billigere og mere børnevenlig.