København skal være en by, hvor alle har råd til at bo – uanset om man er ung, i gang med at stifte familie eller længere fremme i livet. Byen hænger kun sammen, hvis der er plads til folk med alle slags indkomster. Derfor skal vi have bygget flere boliger - både almene-, ejer- og andelsboliger, så der er plads til alle, og priserne ikke løber fra os, siger overborgmester Lars Weiss (S).Udviklingen i de høje boligpriser betyder blandt andet, at andelen af unge, der køber egen ejer- eller andelsbolig, er faldet med omkring 25 procent det seneste årti. Og det er ikke manglende interesse, der holder dem tilbage. I en spørgeskemaundersøgelse siger halvdelen af de 18-29-årige bosat på Sjælland uden for København og Frederiksberg, at de er interesserede i at flytte til hovedstaden – men at det generelt er for dyrt.
Det er ødelæggende for byen, at huslejen hos mange private udlejere er så høj. Jeg er derfor glad for, at der nu er bred opbakning til at bygge langt flere almene boliger, andelsboliger og private ejerboliger, og stoppe med private udlejningsboliger. Det vil på længere sigt gøre det muligt for flere københavnere med almindelige indkomster at bo i byen, men det kommer desværre til at tage et stykke tid, fordi udviklingen er gået i den forkerte retning i så lang tid, siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).
