Selvom valgstederne først åbner kl. 8, har rigtig mange københavnere allerede afgivet deres stemme til folketingsvalget.
Hele 56.923 vælgere med bopæl i Københavns Kommune har nemlig brevstemt. Det svarer til 12,96 pct. af byens stemmeberettigede borgere.
Det er rekordmange, og i alt 8.287 flere brevstemmer end ved folketingsvalget i 2022, hvor der blev afgivet 48.636 brevstemmer.
De første københavnske brevstemmer blev afgivet allerede samme dag, som statsministeren udskrev valget. Det har dog særligt været i den sidste uge op til valget, at de fleste vælgere har fundet vej til brevstemmestederne.
Mandag har valgstyrermedlemmer og ansatte i Københavns Kommune været samlet i Svanemøllehallen for at tælle, tjekke og sortere brevstemmerne, så de passer til de valgsteder, hvor vælgerne ville have stemt på valgdagen. Stemmesedlerne ligger fortsat i deres konvolutter og åbnes først, når valghandlingen er overstået den 24. marts kl. 20.
Når man har brevstemt, kan man ikke stemme på valgdagen.
