Desværre har flere tusinde danske børn og unge erfaring med at sælge eller udveksle seksuelle ydelser for f.eks. penge, gaver eller andre modydelser. Ifølge Reden Ung har omkring 4.700 børn og unge i 7.-9. klasse solgt eller udvekslet seksuelle ydelser.
I mere end ti år har Reden Ung arbejdet med at hjælpe børn og unge, der sælger eller udveksler seksuelle ydelser. Reden Ung rådgiver og hjælper børn og unge, pårørende og fagpersoner samt laver forebyggende tiltag, der skal hjælpe med at forhindre, at børn og unge sælger eller udveksler seksuelle ydelser.
Men indsatsen og hjælpen fra Reden Ung i København stod desværre til at måtte lukke, hvis der ikke blev fundet ny finansiering for 2027 og frem. Men det sker nu. Som en del af Københavns Kommunes budget for 2027 er der afsat 890.000 kroner om året i perioden 2027-2030 til, at Reden Ung København kan fortsætte arbejdet med at hjælpe og forebygge, at børn og unge sælger eller udveksler seksuelle ydelser.
Det glæder Joanne Bywater, medlem af Borgerrepræsentationen for Liberal Alliance, som har været fortaler for at sikre Reden Ungs arbejde i København:
Når et barn eller en ung skubbes ud i en situation, hvor sex bliver noget, de bytter for penge, gaver eller andre ting, så har de brug for hjælp, og for at blive grebet. Der er tale om ekstremt sårbare børn og unge, der er nogle af dem, der har allermest behov for hjælp. Reden Ung har gennem mange år opbygget en erfaring og en ekspertise, som vi ikke bare kan erstatte fra den ene dag til den anden. Derfor er jeg meget glad for, at vi nu sikrer, at deres vigtige arbejde i København kan fortsætte.
