Skip to main content
5. marts 2024

Platt-Form vender tilbage til Glassalen med anmelderrost satireshow

Glæd dig til at skrige af grin, når PLATT-FORM den 3. april 2024 vender tilbage i Glassalen i Tivoli med deres anmelderroste satireshow “Er vi gået for langt?”

Af: Tivoli | Foto: Platt-Form PR
PRESSEMEDDELELSE

Publikum skreg nemlig af grin, da PLATT-FORM i 2022 havde premiere på Er vi gået for langt? i Glassalen i Tivoli. Og nu er Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Fauerby klar til at få endnu flere danskere til at grine, når de den 3. april 2024 vender tilbage i Glassalen i Tivoli med deres anmelderroste satireshow, der blev kaldt genialt, nyskabende og banebrydende. Billetten giver adgang til Tivoli på forestillingsdagen i hele Tivolis åbningstid.

I Er vi gået for langt? udstiller trioen igen danskerne og ikke mindst hinanden med bidende og kærlig satire og knivskarpe ørehængere. Du kan opleve en perlerække af kendte karakterer og glæde dig til at se eller gense et show fyldt med sang, sjove tekster og kærlige satiriske spark til både dem selv og publikum, når gruppen indtager scenen.

PLATT-FORM’erne står igen for tekst og musik, og lige som sidst er det den prisvindende designer Nicholas Nybro, der står for kostumerne, og Simon Witzansky står for scenografien.

Laus, Mille og Jakob vender tilbage til Glassalen i Tivoli den 3. april som satiretruppen Platt-Form med det anmelderroste show ”Er vi gået for langt?” Showet kan også opleves i større danske byer på turné fra den 7. marts. Så publikum skal gøre sig klar til et hæsblæsende, gennem-musikalsk og vanvittigt sjovt show i Glassalen, for Laus, Mille og Jakob er tilbage!

Om PLATT-FORM

Mille Lehfeldt, Laus Høybye og Jakob Faurby dannede PLATT-FORM i 2013, og siden er det blevet til tre shows, som alle har fået flotte anmeldelser. I 2017 og 2018 var trioen værter ved Bodilprisen, lige som de i 2018 havde ansvaret for at føre publikum trygt og sjovt igennem den storslåede Reumertpris i Skuespilhuset i København. En pris, som gruppen to gange har været nomineret til.

Senest har Jakob, Mille og Laus været værter på TV2 Charlies ’Året der gak’ i 2022 og 2023, hvor de forkælede seerne med kærlig satire og knivskarp musikalsk underholdning.

PLATT-FORM tager i 2024 på danmarksturné, som begynder i Horsens den 7. marts og fortsætter til Frederikshavn, Aalborg, Vejle, Esbjerg, Randers, Silkeborg, Odense, Holstebro, København i Tivoli, Helsingør, Aarhus og Albertslund.  Den 3. april 2024 er der københavnerrepremiere på forestillingen.

Mille Lehfeldt siger med et glimt i øjet:

Det er så fedt, igen at skulle spille vores forestilling i Glassalen i Tivoli. Sidst skete det triste, at Dronning Elisabeth den 2. døde samme dag som vores premiere. Hun kan jo kun drage videre til efterlivet én gang, så allerede der, kommer det nok til at gå bedre end sidst.

Jakob Faurby tilføjer ironisk:

Da vi havde premiere sidst, var der en global grundangst på grund af krigen i Ukraine, og inflationen buldrede derudad, hurtigere end Pernille Vermund kan løbe fra sine holdninger. Heldigvis ser verden meget lysere ud nu. Bortset fra at der selvfølgelig er kommet endnu en forfærdelig krig i Mellemøsten, at kloden er ved at brænde op, og at Trump snart bliver valgt til præsident igen.

Laus Høybye fortsætter med et smil og siger satirisk:

Men Platt-Form tager ansvar. At genopsætte er jo genbrug, og dermed synes jeg ikke, at det er for meget at påstå, at vi er med til at redde kloden. Genbrugshumor er superbæredygtigt!

Når det er sagt, så er vi sindssygt glade for at kunne spille vores hjertebarn igen. For selvom vi bruger ironi og satire, så har vi rigtig meget på hjerte.