Skip to main content
19. september 2023

Pladsreservationer revet væk: Årets sidste Fredagsrock-koncert med Tobias Rahim

Tobias Rahim spiller til årets sidste Fredagsrock-koncert den 22. september kl. 22:00. Foruden at være årets sidste Fredagsrock er det også Tobias Rahims sidste koncert i år, hvilket næppe gør interessen mindre.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA TIVOLI

Tobias Rahim spiller til årets sidste Fredagsrock-koncert den 22. september kl. 22:00. Foruden at være årets sidste Fredagsrock er det også Tobias Rahims sidste koncert i år, hvilket næppe gør interessen mindre. Pladsreservationerne er revet væk, men det er muligt at skrive sig på ventelistelisten til koncerten.

Den 8. september klokken 10:00 blev det muligt at reservere pladser via Tivolis hjemmeside til årets sidste Fredagsrock-koncert med Tobias Rahim. 12 minutter senere var alle pladser reserveret. Som en af tre koncerter i år har Tivoli nemlig valgt at indføre pladsreservation til Fredagsrock med Tobias Rahim. De to andre koncerter, der i år krævede pladsreservation, var begge med Thomas Helmig.

Koncerten den 22. september er årets sidste Fredagsrock-koncert, og Tobias Rahim lukker og slukker altså Fredagsrock 2023, som bl.a. også har budt på stjerner som Deep Purple, Mø, D-A-D, Rick Astley, Swan Lee, Macklemore, Texas, Oh Land & Pil.

Koncerten med Tobias Rahim er ikke kun årets sidste Fredagsrock-koncert, men også Tobias Rahims sidste i år. Tobias Rahims musikalske og personlige stil har igen denne sommer begejstret tusindvis af fans. Publikum kan se frem til en ren hitparade med bl.a. Stor mandMucki Bar og Ozonlag A Energi folde sig ud på Plænen. Han har på kort tid opbygget en stor fanskare, og Tobias Rahim er blandt landets mest efterspurgte kunstnere, så publikum opfordres til at møde op i god tid til koncerten, som starter klokken 22.00.

Giv pladsen videre til andre fans

Selvom der ikke længere er ledige pladser til koncerten, har Tobias Rahims mange fans stadig mulighed for at skrive sig på en venteliste, som kan findes på Tivolis hjemmeside. Skal man alligevel ikke bruge en eller flere af de reserverede pladser, opfodres man i øvrigt til at annullere sine pladser, så andre har mulighed for at opleve Tobias Rahim indtage Plænen.

Chef for Musik og underholdning, i Tivoli Thor Feilberg siger:

Da vi i 2020 første gang havde besøg af Tobias Rahim i Tivoli, var vi flere, der nikkede anerkendende til hinanden og var enige om, at “han da nok havde potentiale og en god portion originalitet”. Nu er der ikke noget ‘nok’ eller ‘måske’ eller ‘muligvis’ man kan hægte på Tobias Rahim. Han er uden sammenligning, han er original, og han har bevist, at han er en af de allerstørste musikalske stjerner i Danmark lige nu! Han har leveret en perlerække af dybe, sjove, dansable og skæve sange de seneste år, og det er en perfekt afslutning på sommeren, at Tobias spiller, både sin sidste koncert i år, og årets sidste Fredagsrock-koncert.

Venteliste til Fredagsrock med Tobias Rahim

Det er muligt at skrive sig på ventelisten til koncerten via www.tivoli.dk, hvor eventuelle overskydende eller uafhentede pladsreservationer bliver frigivet. Tivoli kontakter de heldige på e-mail, hvis der bliver yderligere pladsreservationer tilgængelige. Pladsreservationen giver adgang til Tivoli.

Selvom man som gæst har sikret sig en pladsreservation til koncerten, opfordrer Tivoli alle til at komme i god tid til Fredagsrock med Tobias Rahim.

Pladsreservationen er gratis, men adgang til Tivoli kræver samtidig gyldig entrébillet eller Tivolikort. Tivoli vil stadig være åben for restaurantgæster.