Skip to main content
10. marts 2026

Påske-workshop hos Savery Academy byder på ballet og tåspids

I påsken får danseglade børn, unge og voksne mulighed for at snøre balletskoene, når Savery Academy afholder påske-balletworkshop mandag den 30. marts og tirsdag den 31. marts.

Af: Nete Hjort Ploug | Foto: Savery Academy

Begge dage begynder med balletundervisning for letøvede fra klokken 9.30 til 11.00. Herefter er der tåspidsundervisning fra klokken 11.00 til 11.30. Det er en forudsætning, at deltagere på tåspidsholdet også deltager i balletlektionen umiddelbart inden.

Erfaren underviser i spidsen

Undervisningen varetages af Maria Savery, som er uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole. Deltagerne kan derfor se frem til undervisning med fokus på både teknik, kropsbevidsthed og glæden ved den klassiske ballet. Workshoppen er målrettet dem, der allerede har lidt erfaring og gerne vil bruge feriedagene på at vedligeholde eller udvikle deres kunnen.

Pris for workshoppen

Prisen for de to dages balletundervisning er 360 kroner, mens de to dages tåspidsundervisning koster 200 kroner.

Workshoppen foregår hos Savery Academy på Strandgade 98, 1401 København K og henvender sig til letøvede i ballet samt begyndere og letøvede på tåspids. Aldersgruppen starter ved 11 år, og der er plads til deltagere helt op til 80 år. Læs mere og tilmeld dig her.

Almindeligt program holder pause

Samtidig oplyser Savery Academy, at danseskolens, Elite Musicalskolens og musicaluddannelsens normale program holder ferie i hele uge 14. Påske-workshoppen bliver dermed et særligt tilbud i ferieugen for dem, der har lyst til at bruge nogle af fridagene i balletsalen.