Skip to main content
6. januar 2026

OK og GoMore indgår stor aftale om opladning af dele-elbiler i København

Energiselskabet OK har indgået en flerårig aftale med GoMore om etablering og drift af ladeinfrastruktur og strøm til 56 delebilspladser i København. Den 18. september blev de første 30 ladestandere sat i drift.

Af: OK | Foto: Ritzau/OK
PRESSEMEDDELELSE

OK er i fuld gang med at etablere 56 nye ladestandere til GoMores dele-elbiler i indre København. Samarbejdet mellem OK og GoMore bidrager dermed til udrulningen af delebilsplatformens voksende elbilsflåde i hovedstaden.

I OK ser vi det som en vigtig opgave at understøtte GoMores elektrificering af delebilsmarkedet. Flere dele-elbiler vil bidrage både til mindre trængsel og mindre CO2-udledning i byerne. Det er en mission, som vi i OK er glade for at kunne bidrage til, siger Louise Frøstrup Christensen, der er chef for e-mobilitet erhverv i OK.

Projektet udføres af OK’s datterselskab GodEnergi, og de første 30 ladeudtag blev sat i drift den 18. september 2025. Den fulde udrulning af ladestanderne gennemføres derefter i takt med, at GoMore får leveret nye elbiler til adresserne.

Vi er glade for, at det nu bliver en realitet med faste ladestandere i indre København, og at vi har fået OK med ombord til at etablere infrastrukturen. Det gør det muligt for os at tilbyde flere elbiler dér, hvor behovet er størst – og bringe grøn mobilitet helt tæt på brugerne, siger Marcus Lesiw, GoMore’s chef for udlejning i Danmark.

Hos GoMore er elektrificeringen af delebilsflåden en central del af strategien for at gøre transporten grønnere – særligt i de større byer. Med mere end fire millioner medlemmer på tværs af Europa er platformen en af de førende aktører inden for samkørsel, biludlejning og leasing.

Fakta:

  • Samarbejdsaftalen indebærer etablering og drift af 56 normalladere fordelt på 28 lokationer i indre København. Det vil sige, at GoMore’s dele-elbiler får 56 nye opladningsmuligheder.
  • OK håndterer desuden elleverancen på alle lokationer.
  • Samarbejdet strækker sig over en periode på 10 år.
  • Ladepladserne vil udelukkende være forbeholdt GoMores dele-elbiler.