Skip to main content
22. maj 2023

Øksnehallen fyldes med tegneserier, cosplayer og tegneworkshops til tegneseriefestival

Kalder alle børn og unge på Vesterbro: Kom til Øksnehallen den 27.-28. maj og deltag i tegneworkshops med professionelle tegnere, find din næste yndlingstegneserie og få tegneren til at signere den.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA COPENHAGEN COMICS.PRESSEFOTO AF CARSTEN OLSEN.

Kalder alle børn og unge på Vesterbro: Kom til Øksnehallen den 27.-28. maj og deltag i tegneworkshops med professionelle tegnere, find din næste yndlingstegneserie og få tegneren til at signere den.

Danmarks største tegneseriefestival Copenhagen Comics slår dørene op den 27.-28. maj med et bredt sceneprogram, der for alvor cementerer, at tegneserier er på vej til at blive allemandseje. Årets program tæller over 50 danske tegnere og byder på debatter, interviews, udstillinger, live-tegning og et helt program med tegneworkshops for børn og unge.

Copenhagen Comics er for alle os, der elsker tegneserier og popkultur eller dig der vil komme til det, fortæller formand for festivalen, Thomas Friis. Øksnehallen er en fantastisk og central ramme for netop dette. Vi plejer at få besøg af mange lokale vesterbroborgere, især børnefamilier, og derfor har vi også endnu flere aktiviteter for børn og unge i år.

Tegneworkshops for børn og unge med professionelle tegnere

På festivalen kan børn og unge deltage i mange forskellige tegneworkshops. Et udpluk af dem er at tegne trolde med Valhalla-tegner Peter Madsen, monstre med Thomas Knappe, drager med Jon Kabell eller skabe sin egen fantasy-hovedperson med duoen i Snackbag Studio. Der er også perlepladekrea, tegneområde, højtlæsning med Taynikma-forfatter Merlin P. Mann, man kan få taget fotos med figurer fra Star Wars eller begejstres over de mange cosplayers, der dukker op udklædt som deres yndlingsfigurer fra tegneserier og film.

Børne- og ungeområdet er vigtigt for os, fordi det samler børn, unge og familier om fælles oplevelser med tegneserierne og giver dem mulighed for at møde professionelle tegnere. Vi ønsker, at festivalen skal være et stærkt fællesskab for os, der elsker tegneserier, siger Thomas Friis Pedersen, formand for Copenhagen Comics.

Visuelle fortællinger om at være barn

Mens børnene tegner løs, kan forældre gå ombord i det store sceneprogram med debatter og interviews: SABINE LEMIRE og RASMUS BREGNHØI (Mira-serien), STINE SPEDTSBERG (Ondulaten og Myntes Dagbog) og SIGNE KJÆR (Himmeløjne) fortæller hver især og sammen om, hvordan man tegner og fortæller til børn – og bliver vi i børnehjørnet, så kan man høre tegner TOR FRUERGAARD fortælle om sin serie Karlas Fantalastiske Kabale, som er en af serierne i DRs nye satsning, FredagsTamTam.

Mød upcoming tegnere

Hvis man vil vide, hvad der rør sig i det danske tegneseriemiljø, er festivalprogrammet i år et rent overflødighedshorn: Der er et utal af debutanter og upcoming talenter på scenen, som arbejder indenfor vidt forskellige medier og formater. For første gang har festivalen et stort område med zines, som er tegneserier, som tegneren selv fremstiller, ofte i små oplag. Zine-miljøet er tegneseriernes undergrundsmiljø, det er her tegnerne giver los og eksperimenterer løs.

Hvad er Copenhagen Comics?

Copenhagen Comics er Danmarks største og ældste tegneseriefestival. Programmet byder på et væld af paneldebatter, interviews, cosplay og workshops. I år er der 50+ stande med forlag, tegnere og gallerier. Udover de internationale gæster er der 60+ danske tegneserieskabere.

Festivalen arrangeres udelukkende af frivillige kræfter.

Hele programmet kan findes her: www.copenhagencomics.dk/program