Det er ikke kun møbler og kødboller, kunderne kan opleve i IKEA København den 20. og 21. oktober. Her rykker kameraer, vært Carla Mickelborg og deltagere nemlig ind i varehuset, når et afsnit af det nye boligprogram Hvem vinder hjem skal optages.
Hvem vinder hjem er et nyt boligunderholdningsformat, som er udviklet i samarbejde mellem IKEA, Laud People og Viaplay. Programmet tager udgangspunkt i en situation, mange kender: Hvad sker der, når to mennesker deler hjem, men ikke nødvendigvis smag og boligdrømme?
I IKEA København er det Alberte Kramer Hendriksen og Amalie Wilstrup Andersen fra Nørrebro, der bliver sat på prøve. De er enige om, at deres nuværende stue har potentiale, men derfra begynder uenighederne. Den ene drømmer om en lys og rolig base med sarte farver, mens den anden helst vil have mere kontrast og farver, der skiller sig ud.
Jeg er meget mere til kontraster og til at kombinere lyst med noget mørkt. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig en blå sofa. Det giver mening for mig, men ikke for Alberte, der helst vil holde stuen i beige, siger Amalie Wilstrup Andersen.
Kunderne får det sidste ord
I programmet får Alberte Kramer Hendriksen og Amalie Wilstrup Andersen 24 timer til hver især at indrette deres egen version af stuen midt i IKEA København. Undervejs får de hjælp fra et hold af IKEA medarbejdere med ekspertise inden for indretning og håndværk.
En af dem er indretningsekspert Sandra Gøthler, som glæder sig til at se de to forskellige idéer til stuen tage form.
Alberte og Amalie har ret forskellige idéer om, hvordan deres stue skal se ud. Det bliver sjovt at hjælpe dem med at omsætte hver deres stil til et rum, der også skal fungere som en fælles base med plads til dem begge. Og så bliver det spændende at se, hvilken stue kunderne i sidste ende foretrækker, siger Sandra Gøthler.
For det bliver hverken Alberte Kramer Hendriksen eller Amalie Wilstrup Andersen, der får det sidste ord. Det gør kunderne. De kan nemlig stemme på den stue, de helst vil sende hjem til de to roomies.
Den stue, der får flest stemmer, bliver efterfølgende bygget op hjemme hos Alberte og Amalie.
Hvem vinder hjem får premiere på Viaplay i 2027 og kan ses på TV3 og streaming. Der optages seks afsnit – ét i hvert af de seks danske IKEA varehuse, hvor seks forskellige danske par og samboende med forskellige ønsker til indretningen bliver sat på prøve.
