Når mændene mødes med andre i samme situation, opstår der et frirum, hvor de ikke behøver forklare sig. De genkender sig selv i hinandens historier og giver hinanden energi – og så er der også plads til grin og til at tale om andet end demens. Samtidig bliver de gennem fællesskabet lidt mere klædt på til de ændrede liv, de står i.Det nye Mænds Mødested skal fungere som et uforpligtende frirum, hvor mænd kan mødes skulder ved skulder om aktiviteter, samtaler og fællesskab.
Fællesskab med mening
Mænds Mødesteder er en indsats startet af Forum for Mænds Sundhed og er etableret mere end 35 steder i landet. Det bygger på en enkel idé: Mænd mødes om aktiviteter, de finder interessante. Det kan være foredrag, udflugter, madlavning, kortspil eller blot en snak over en kop kaffe. Rammerne er fleksible, og det er mændene selv, der former indholdet. Én ting er dog fast: Der er altid kaffe på kanden og plads til nye deltagere. John Kristensen Serup fra Mænds Mødested i Ballerup fortæller:For mange af os er mødestedet blevet et fristed, hvor vi kan slappe af, grine højt, snakke om stort og småt og måske få lettet hjertet uden filter.
