17. juni 2026

|

Pressemeddelelse

Nyt forslag fra Liberal Alliance vil sende flere kommunale opgaver i udbud

Københavns Kommune ligger nummer 79 ud af landets 98 kommuner, når det gælder konkurrenceudsættelse. Nu vil Liberal Alliance sammen med Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Dansk Folkeparti sætte konkrete mål for, at flere af kommunens opgaver bliver sendt i udbud.

Nyt forslag fra Liberal Alliance vil sende flere kommunale opgaver i udbud
Af: Liberal Alliances gruppe i Københavns Borgerrepræsentation | Foto: Liberal Alliances gruppe i Københavns Borgerrepræsentation/via Ritzau

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Københavns Kommune bruger hvert år milliarder af skattekroner på at løse opgaver for borgerne. Men ifølge Liberal Alliance er kommunen alt for dårlig til at undersøge, om opgaverne kan løses bedre, billigere eller mere effektivt af andre end kommunen selv.

Derfor stiller Liberal Alliance sammen med Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Venstre og Dansk Folkeparti et forslag i Københavns Borgerrepræsentation, der skal sætte mere fart på konkurrenceudsættelsen i kommunen.

Forslaget går ud på, at København skal have en klar målsætning om at komme i top 25 blandt landets kommuner på konkurrenceudsættelse. Samtidig skal der fastsættes konkrete måltal for hver af kommunens syv forvaltninger, som årligt skal afrapportere, hvilke opgaver der kan sendes i konkurrence.

Ifølge den seneste opgørelse fra Indenrigsministeriet lå København i 2024 nummer 79 ud af landets 98 kommuner med en indikator for konkurrenceudsættelse på 25,1 pct. Til sammenligning lå Dragør, som den 25. bedst placerede kommune, på 30,8 pct.

For Liberal Alliances gruppeformand i Københavns Borgerrepræsentation, Alexander Ryle, handler forslaget om at gøre op med kommunal vanetænkning og sikre mere værdi for skatteborgernes penge.

Københavns Kommune bruger hvert år enorme beløb på at løse opgaver for borgerne. Derfor skylder vi københavnerne at undersøge, om opgaverne kan løses bedre eller billigere, end de bliver i dag. Det bør aldrig være en selvfølge, at kommunen selv skal løse en opgave, hvis andre kan levere samme kvalitet til en lavere pris eller højere kvalitet for de samme penge siger Alexander Ryle

Ifølge Alexander Ryle skal forslaget også få kommunens forvaltninger til løbende at forholde sig kritisk til, om kommunen selv er den bedste til at løse en given opgave.

I en stor kommune kan der hurtigt opstå en forestilling om, at sådan plejer vi at gøre, og derfor skal vi blive ved med det. Den tankegang vil vi gerne udfordre. Når forvaltningerne bliver bedt om konkret at vurdere, om andre kan løse en opgave bedre eller billigere, tvinger vi systemet til at tænke mindre i vaner og mere i resultater. Det er sundt for kommunen, og det er sundt for skatteborgerne siger Alexander Ryle

Forslaget behandles i Københavns Borgerrepræsentationen torsdag den 18. juni.

Nøgleord
PolitikKommune
Event Information