Nye oplevelser venter på Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ
Denne sommer inviterer Den Kongelige Samling på en helt ny formidlingsoplevelse på Amalienborgmuseet, der ligger i Christian VIII’s Palæ, som er et af de fire palæer, hvor Kongefamilien har residens, når de bor i København. Gennem lyd, fotos, film og autentiske genstande kan besøgende dykke ned i Palæets historie og brug – og komme tættere på de dronninger og konger, som har levet og regeret her.
Nu kan besøgende på Amalienborgmuseet gå på opdagelse i nye fortællinger i de arbejdsværelser og sale, hvor konger og dronninger har levet og boet. Med helt ny formidling og en audioguide i øret, føres gæsterne gennem Palæets gemakker og får fortalt historierne om de seneste generationer af den danske kongefamilie, der i stort og småt har haft deres daglige virke på Amalienborg.
