Fælles mål
Fælles for indsatserne er, at de skal sætte skub i boligbyggeriet i København. Ifølge Københavns Kommunes boligredegørelse forventes byen frem mod 2060 at vokse med knap 113.000 nye borgere svarende til 77.000 nye familier. Samtidig er der et efterslæb i byggeriet, da antallet af familier siden 2008 er steget med 89.000, mens der kun er opført 53.000 nye boliger i samme periode.Vi har længe haft brug for et større fokus på at få bygget flere boliger i København. Vi skal ikke kun udvikle nye bydele, men også skabe plads til flere boliger i områder, hvor der i dag er bygget for lidt. Samtidig er det afgørende, at det bliver lettere og hurtigere at gå fra idé til byggeri med mere smidige og forudsigelige processer. Boligkrisen løses ikke med flere regler, men med flere boliger. De her initiativer peger i den rigtige retning. Nu handler det om at føre dem ud i livet, siger Alexander Ryle (LA), gruppeformand for Liberal Alliance i Københavns Borgerrepræsentation. I dag tager det i gennemsnit over tre år at få en lokalplan igennem i København. Det betyder at nye boliger bliver forsinket eller slet ikke bliver til noget. Midt i en boligkrise er det ikke bare uholdbart. Det er uansvarligt. Alt for længe har langsom og tung sagsbehandling fået lov til at bremse udviklingen. Det går ud over helt almindelige københavnere, der ikke kan finde en bolig. Derfor er jeg glad for, at vi nu får friske øjne udefra på de træge processer. Der er brug for et opgør med bureaukratiet, så vi kan få ryddet op, skåret unødvendige led væk og sat tempo på boligbyggeriet. Siger Signe Bøgevald Nielsen (LA), medlem af Københavns Borgerrepræsentation og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.
