05. december 2024

|

Pressemeddelelse

Ny undersøgelse: Det mener københavnerne om nattelivet i deres by

77 procent af københavnerne er tilfredse med byens natteliv. Det viser en ny rapport, der har undersøgt københavnernes holdninger, vaner og forbrug i byens natteliv.

Ny undersøgelse: Det mener københavnerne om nattelivet i deres by
Af: Københavns Kommune Kultur- og Fritidsforvaltningen | Foto: Pexels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Om man er til øl på Østrigsgade, musik på Mansasvej eller latte på Letlandsgade, skal der være noget at tage sig til i aften- og nattetimerne i ens bydel. I hvert fald hvis man spørger et flertal af københavnerne. Det viser en ny undersøgelse, som Københavns Kommune har lavet i samarbejde med Epinion. Her har man spurgt borgere fra hver af Københavns 13 bydele, hvad de mener om alt fra nattelivstilbud i egen bydel til udeservering og gener. Resultaterne viser, at 77 procent af københavnerne er tilfredse eller meget tilfredse med de københavnske nattelivstilbud. Det dækker over aktiviteter fra kl. 18 til kl. 06 på barer, bodegaer, klubber, restauranter, cafeer, udendørsarrangementer, events, kulturtilbud og lignende. I nogle bydele efterspørger borgerne flere muligheder for f.eks. at gå på restaurant eller kulturtilbud, der hvor de bor. Det gælder bl.a. i Vanløse og i Brønshøj-Husum.
”Det er godt, at så mange københavnere er glade for at bruge byen. For det skal være rart både at bo og opholde sig i byen – men det skal være en balance for alle, også om natten. At have gode og tilgængelige kulturtilbud er afgørende for, om et område er tiltrækkende at bo i. Så vi skal sørge for, at alle bydele har et rigt byliv med restauranter, cafeer og kulturtilbud, som københavnerne vil bruge, uden at det tager overhånd. Næste år skal vi have en ny plan for nattelivet i København, og her kan vi bruge resultaterne af nattelivsundersøgelsen”, siger Mia Nyegaard (RV), der er kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune.
65 procent af de adspurgte mener, at man må acceptere de gener, der kan være ved at bo i København, da det er et vilkår ved at bo i en storby. Blot 15 procent er uenige i den tilgang. Undersøgelsen skal understøtte Københavns Kommunes arbejde med at forbedre nattelivet i Hovedstaden.
"Der skal være balance mellem et levende restaurations- og natteliv og muligheden for at bo i vores by. For mange er et levende restaurations- og natteliv en vigtig del af storbylivet, hvilket nattelivsundersøgelsen også viser. For nogle kan især støj om natten dog være et problem. Det skal vi huske på, når vi udvikler og indretter vores by. Fra årsskiftet kommer der nye regler for udeservering, som skal være med til at skabe bedre rammer for en levende by for alle. Undersøgelsen viser også, at vi skal have fokus på, hvordan vi nedbringer mængden af affald fra restaurations- og nattelivet,” siger Line Barfod (Ø), der er teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.
Du kan læse hele Nattelivsundersøgelsen her. Hovedkonklusioner:
  • Selvom københavnerne ofte gør brug af nattelivet, er der et potentiale blandt borgere, som ikke benytter nattelivet så ofte, som de gerne vil.
  • Byens muligheder gør København til en attraktiv by at bo i.
  • Der er høj tilfredshed med Københavns natteliv, men tilfredsheden med nattelivet i egen bydel afhænger af udbuddet i den bydel, man bor i.
  • Affald i gaderne opleves som den største gene fra nattelivet.
  • Københavnerne er mere splittede, når det kommer til etablering af nye områder, som har til formål at danne rammen om fest og natteliv – både i forhold til om de skal etableres, men også hvor nye områder potentielt bør placeres i København.
Event Information