SUPERFLEX har sagt, at den bedste ide kan komme fra en fisk. I så fald er den næstbedste ide kommet fra SUPERFLEX selv: I soloudstillingen Come Hell or High Water tager den danske kunstnergruppe afsæt i, at Arken måske engang om flere hundrede år vil ligge under vand. Det sker, når museet forvandles til en moderne ark for alle arter, der som et sunket skib ligger dybt under havets overflade. Ved indgangen vidner sandsække og barrikader om forsøg på at holde vandet ude, og rå transportkasser tårner sig op. Kasserne rummer værker fra en mere end 30 år lang karriere fra tidlige værker fra 1993 til helt nye produktioner – både et arkiv over SUPERFLEX’ kunst og samtidig lasten på et skib – klar til at blive transporteret videre, åbnet undervejs eller efterladt.
Kurator for udstillingen Dorthe Juul Rugaard udtaler: ”Come Hell or High Water udfolder sig som et rum for samarbejde, forestillingskraft og forberedelse til den fremtid, som vil komme. For SUPERFLEX er andre arters livsformer og sameksistens en inspirationskilde til at forvandle menneskets bekymring for fremtiden til handlekraft.” De seneste år har SUPERFLEX udviklet værker, der både fungerer som kunst og som levesteder for fisk og andre arter. Denne praksis kulminerer i udstillingens nye, langsigtede projekt The Ark Factory. Midt i udstillingen etableres et fabriksrum, der viser kunstnergruppens kommende produktion af skulpturelle blokke til en stor ark, som på sigt skal skabe et bedre miljø for havets liv. Blokkene vil fungere som et kunstigt rev, der kan understøtte biodiversitet, når havniveauet stiger. Arkens dele skal anbringes på havets bund rundt om i verden og bliver et fartøj for sameksistens på tværs af arter – en ark, der bærer liv ind i fremtiden, med eller uden mennesket ombord.
Baggrund:
SUPERFLEX er en dansk kunstnergruppe grundlagt i 1993 af Jakob Fenger (f. 1968), Bjørnstjerne Reuter Christiansen (f. 1969) og Rasmus Nielsen (f. 1969). De har siden brugt deres kunst til at adresse sociale og politiske spørgsmål og til at skabe konkret handling og forandring. Deres værker balancerer ofte mellem kunstværk og funktionelt objekt. De står bl.a. bag projekter som Supergas (1996) – en biogas-enhed i Afrika, Superchannel (2000), som var deres egen TV-kanal, Superkilen (2012), en offentlig park på Nørrebro i København, og Hospital Equipment (2017), et fuldt funktionsdueligt operationsbord, der bruges på hospitaler i bl.a. Gaza og Syrien. Kunstnergruppen har udstillet på museer verden over. De står også bag udsmykning af Havneholmens metrostation i København.
