
Når Malik Mabe gæster København og Tivoli, bliver det et syn, man ikke vil glemme. Danmarks største græskar skal udskæres og bliver dermed til landets største græskarlygter. Med en motorsav som sit primære værktøj, omdanner Malik foran Tivolis gæster de gigantiske græskar til skræmmende Halloween-skulpturer.
De gigantiske græskar har alle deltaget i DM i Kæmpegræskar. Årets vinder blev Peter Holst Olsen fra Næstved, som med sit 1.115,8 kg tunge græskar har sat ny nordisk rekord. Det var første gang, at han deltog i DM i Kæmpegræskar. Hans kolossale græskar vil sammen med otte andre imponerende græskar blive forvandlet til kunstværker og Nordens største græskarlygter.
De øvrige græskar, som Malik Mabe udskærer, stammer fra Ribe (816,2 kg), Skanderborg (740,8 kg), Samsø (710 kg), Tølløse (415 kg), Vejen (311,4 kg), Haslev (309,6 kg), Vig (230,6 kg) og Esbjerg (111,0 kg).
Den 34-årige kunstner begynder at udskære græskarrene kl. 11.00 hver dag over fire dage. På allehelgensaften den 31. oktober vil alle de enorme græskarlygter og skulpturer være oplyst.
Malik Mabe ser frem til at begynde arbejdet og siger:
“Jeg er glad for igen i år at få mulighed for at arbejde med Danmarks største græskar i Tivoli, som altid byder på unikke udfordringer. I år står jeg over for en kæmpe udfordring, da det største græskar har sat ny nordisk rekord. Det er enormt. Græskarudskæring kræver en del teknisk kunnen, da hvert græskar har sin egen form og struktur, som man skal tilpasse sig undervejs. Jeg planlægger ikke motiverne på forhånd, men lader mig inspirere af både græskarrets naturlige former og den særlige stemning i Tivoli. Det handler om at finde en balance mellem det uhyggelige og det humoristiske, når jeg skærer foran Tivolis gæster. Processen kræver koncentration og præcision, og det er fascinerende at se, hvordan enkle linjer kan forvandle et græskar til noget helt særligt.”
Fra roe til græskar: en dansk Halloween-tradition
Selvom mange forbinder Halloween i Tivoli med en markering af en amerikansk højtid, så har højtiden rødder i både europæisk og dansk historie. I mange dele af Europa var det tradition siden 1800-tallet at udhule roer og sætte lys i dem for at skræmme onde ånder væk. Også i Danmark var det en tradition med roelamper ved husenes indgange, men med tiden er roen blevet erstattet af det orange græskar. Traditionen med at udskære lanterner til Allehelgensaften har altså været en del af både dansk og europæisk kultur i flere århundreder.
Kilde: https://denstoredanske.lex.dk/halloween
I alt er Tivoli pyntet med mere end 22.100 græskar i forskellige størrelser som en del af Halloween-fejringen, hvilket er en ny rekord. Det er 19. år i træk, at forlystelseshaven åbner sine porte for Halloween i Tivoli, som kan opleves til og med den 3. november.
Halloween i Tivoli
Halloween tager afsæt i fejringen af allehelgensaften og trækker tråde til traditionelle danske høstfester med halmballer, årstidens blomster og ikke mindst græskar, og Tivoli bygger altså videre på de traditioner.
Løbende udvikling
Tivoli har altid haft behov for at udvikle sig. Det skete også i 2006, hvor Tivoli slog gitterporten op for den første halloween-sæson, der varede i 10 dage. Første sæson blev besøgt af 250.000 gæster. I dag besøges Halloween i Tivoli af ca. en halv mio. gæster. I dag varer Halloween i tre uger, hvor svenskernes Höstfest også er en del af sæsonen.
På den måde rammer Halloween i Tivoli både danskernes og svenskernes efterårsferie.
Tivoli har taget afsæt i en ærkeamerikansk tradition og har fordansket den. Det har fra starten aldrig været meningen at overføre den amerikanske tradition én til én til danske forhold. I stedet fortolker Tivoli traditionerne og lader sig inspirere af de gamle, nordiske høstfester. Man har derfor valgt at præsentere ægte og autentiske scenografier og tableauer fremfor kunstige løsninger.
Fun Facts om Halloween i Tivoli 2024
- Tivoli åbner for 19. gang for Halloween
- Det tager 17 dage og 13 timer, at gøre klar til Halloween
- 22.100 græskar er placeret rundt omkring i Haven, hvilket er rekord.
- Labyrinten er 180 meter lang
- 10.000 græsser, stauder, krydderurter, frugtbuske og træer er placeret i haveanlægget.
- 225 m2 tage er blevet beplantet med blomster i efterårsfarver.
- 20 gartnere, arbejdsmænd og tilriggere har arbejdet med gartnerdelen af Halloween i Tivoli.
- DM i Kæmpegræskar blev afholdt for 17. gang i år. Vinderen blev kåret den 12. oktober og vejede 1115,8 kg, hvilket er en nordisk rekord. De enorme græskar kan opleves under Halloween i Tivoli og vil fra den 24. til 27. oktober blive udskåret til gigantiske græskarlanterner.
- DM i Kæmpegræskar afholdes i samarbejde med Husqvarna.
Åbningstider:
Den 10. oktober til den 3. november 2024.
I Halloween-perioden er åbningstiderne søndag – torsdag kl. 11.00 – 22.00 – fredag + lørdag kl. 11.00 – 23.00