Skip to main content
21. november 2023

Nægter at lade unge i stikken: Må selv finde midlerne

Efter besparelser i det offentlige vil den socialansvarlige virksomhed Mind Mover nu sælge juletræer for at selvfinansiere sociale forløb til udsatte unge.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA MIND MOVER

Efter besparelser i det offentlige vil den socialansvarlige virksomhed Mind Mover nu sælge juletræer for at selvfinansiere sociale forløb til udsatte unge.

Sidste år gennemførte 21 udsatte unge et forløb med støtte fra skoler, kommuner og indtægter fra juletræssalg, som Mind Mover stod bag.

Formålet var at guide dem tilbage på arbejdsmarkedet, motivere dem til at genoptage deres skolegang, forebygge kriminalitet og støtte dem i at overvinde personlige udfordringer. I år ser situationen desværre anderledes ud på grund af besparelser i det offentlige.

Derfor har Mind Mover selv besluttet sig for at trække i arbejdstøjet med en ambition om at sælge omkring 1.500 økologiske og sprøjtefrie juletræer inden jul.

Vi er fast besluttede på at fortsætte med at tilbyde forløb til unge, der har brug for et kærligt skub i den rigtige retning. Vores erfaring viser tydeligt, at vores forløb spiller en afgørende rolle i at guide de unge tilbage på rette spor og opmuntre dem til at tage ansvar for deres liv. Derfor har vi været nødt til at tænke ud af boksen, udtaler direktør i Mind Mover, Jamil F. Mehdi.

Hvis det lykkes, kan virksomheden tilbyde op til 10 unge et forløb – helt uden støtte fra det offentlige.

Mulighed for ansættelse

For hvert solgte juletræ donerer Mind Mover 15 kr. til BørneTelefonen, mens resten af overskuddet går til organisationens sociale arbejde med de unge.

I løbet af processen får de unge blandt andet mulighed for ansættelse på Mind Movers værksted, hvor de aktivt deltager i produktionen af juletræsfødder og samtidig modtager professionel hjælp til at forbedre deres ansøgninger og CV’er.

Samtidig inviteres de unge bl.a. til virksomheds- og uddannelsesbesøg, og de modtager løbende støtte og rådgivning om alle aspekter af deres dagligdag, uanset om det drejer sig om store eller små udfordringer.

For at nå målet om at sælge 1.500 juletræer har Mind Mover intensiveret indsatsen og opstillet juletræsstande ved både Trianglen på Østerbro, Grantoftegaard i Ballerup og Sct. Hans Have i Roskilde.

Virksomheden opfordrer varmt lokale borgere til at støtte op om dette meningsfulde initiativ ved at besøge standene og købe et Alletiders Juletræ. Enhver form for støtte er højt værdsat, og hjælper Mind Mover med at gøre en forskel i unge menneskers liv.