Efter en længere periode med stigende utryghed, åbenlys narkohandel og ulovlig indtrængen i opgange omkring Halmtorvet og Istedgade reagerer Borgerrepræsentationen nu kontant. Det vedtagne forslag pålægger kommunen at undersøge en markant udvidelse af ordningen med sociale viceværter på Indre Vesterbro. Tiltaget skal målrettes områderne omkring Halmtorvet, Gasværksvej, Eriksgade og herunder stofindtagelsesrummene Skyen og Reden Stofindtag.
Et samfund skal kendes på hvordan det behandler sine svageste, og på Vesterbro har vi svigtet i alt for lang tid. Almindelige københavnere skal kunne færdes trygt i deres egne gader, men vi skal samtidig have hjertet med. Byens stofbrugere har i den grad brug for tryghed og værdighed. De skal ikke chikaneres af pushere eller overlades til sig selv i mørke gårdmiljøer. De sociale viceværter skaber den nødvendige ro og konfliktnedtrapning.」 Siger Niels Peder Ravn, medlem af Borgerrepræsentationen for Det Konservative Folkeparti
Samtidig rettes der en officiel henvendelse til Københavns Politi med krav om en intensiveret patruljering og et comeback til Den Blå Bus i de perioder, hvor utrygheden er højest.
Nedlæggelsen af politistationen på Halmtorvet har efterladt et tomrum. Tryghed er en konservativ kerneværdi, og den kræver en synlig myndighed til stede i gadebilledet. Lov og orden beskytter den svage. Vores mål er ikke at skubbe elendigheden videre til næste bydel, men at genoprette de fælles spilleregler, så her er plads til både naboer, erhvervsliv og de mest udsatte medmennesker.」 Siger Niels Peder Ravn.
For Det Konservative Folkeparti har det været afgørende, at den succesfulde ordning med det sociale frikort fra Kødbyen tages med videre i udvidelsen. Erfaringerne viser, at netop denne model virker relationsopbyggende og direkte kriminalitetsreducerende for brugerne af stofscenen.
De økonomiske konsekvenser og behovet for eventuel merfinansiering vil blive vurderet konkret forud for forhandlingerne om budget 2027.
Fakta om aftalen
- Sociale viceværter Forvaltningen skal undersøge en udvidelse til områderne omkring Halmtorvet, Gasværksvej, Eriksgade, Istedgade samt stofindtagelsesrummene Skyen og Reden Stofindtag.
- Socialt frikort Modellen fra Kødbyen videreføres, da den styrker de nære relationer og mindsker kriminalitet.
- Styrket nærpoliti Københavns Politi opfordres til at øge patruljeringen og indsætte Den Blå Bus omkring Kødbyen og Halmtorvet.
- Forslagsstiller: Det Konservative Folkeparti. Medforslagsstillere: Enhedslisten, SF, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
