Skip to main content
14. december 2023

Luciaoptog betog alle i Tivoli

Luciadagen blev i dag markeret med en fejring under Jul i Tivoli. Det store kor med 110 deltagere fra fem kor fra Storkøbenhavn var i dag omdrejningspunkt for traditionen, der bærer lyset frem.

Af: Isabella Ravn | Foto:

Pressemeddelelse fra Tivoli. Pressefoto: Tivoli TV Michelle Berg & Joachim Lucas Helt

Luciadagen blev onsdag markeret med en fejring under Jul i Tivoli. Det store kor med 110 deltagere fra fem deltagende kor fra Storkøbenhavn var omdrejningspunkt for traditionen, der bærer lyset frem. Der stod tusindvis af mennesker langs ruten fra H.C. Andersen Slottet med flere indlagte stop på vejen blandt andet foran Nimb, hvor folk stimlede sammen i den kolde decemberaften.

Den svenske tradition er efterhånden blevet ligeså dansk, Luciadagen bliver fejret over hele landet og spreder glæde og lys i en ellers mørk vintertid. Der blev selvfølgelig sunget ”Nu bæres lyset frem”, men udover den klassiske Luciasang fremførte de også ”Et barn er født i Betlehem”. ”Nu tændes tusind julelys”, ”Dejlig er den himmel blå”, ”Maria gennem torne går” og ”Santa Claus”.

De deltagende kor til Luciaoptoget var:

  • Frederiksberg Sogns Ungdomskor
  • Lillerød Kirkes Ungdomskor
  • Simon Peters Kirkes Ungdomskor
  • Vesterbro Sogns Juniorkor
  • Brønshøj Kirkes Pigekor
Kender du egentlig historien om Lucia-legenden?

Lucia er en katolsk helgen, der blev født i Syrakus på den italienske ø Sicilien i år 283, hvor forfølgelsen af kristne var på sit højeste. Det var på det tidspunkt i Romerriget ulovligt at være kristen, mange kristne skjulte sig derfor i katakomberne i de forskellige byer. De kristne var meget afhængige af hjælp udefra, og det var blandt andet Lucia, der vovede pelsen for at komme med mad til de kristne.

Da Lucias mor blev helbredt fra et dødeligt sygdomsforløb, viede Lucia sit liv til Jesus og besluttede at leve i kyskhed resten af sine dage. Lucia endte med at blive afsløret i at være kristen, fordi hun nægtede at gifte sig med en romersk bejler, hun var blevet lovet væk til. Romerne forsøgte flere gange at henrette hende, men hver gang de forsøgte, blev det forhindret af guddommelig indgriben. Lucia endte sit liv som helgen og martyr den 13. december 304 e.Kr.

Selve traditionen med at gå Luciaoptog stammer fra det 18. århundredes Sverige. Her markeres Luciadagen som tradition ved en lysfest, hvor man lyser mørket op og fejrer, at det igen bliver lysere. Traditionen har udviklet sig til, at man går Luciaoptog for at imitere Lucias vovede færd til byens katakomber, hvor de kristne var i skjul fra det romerske styre.

Pressefotos: Tivoli TV Michelle Berg & Joachim Lucas Helt

Du kan se en video med Luciaoptoget i Tivoli herunder.