12. oktober 2026

|

Pressemeddelelse

LB Foreningen støtter Kvistens ungerådgivning med næsten 100.000 kroner

Unge, der kæmper med mistrivsel, lavt selvværd eller udfordringer med at sætte grænser i relationer, får nu bedre muligheder for støtte og fællesskab. LB Foreningen Region Hovedstaden har nemlig bevilget 99.795 kro-ner til projektet "Kvistens Ungerådgivning Hovedstaden – Fællesskaber der styrker unges mentale sundhed".

LB Foreningen støtter Kvistens ungerådgivning med næsten 100.000 kroner
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Med donationen kan Kvisten gennemføre gruppeforløb for unge mellem 15 og 25 år, uddanne frivillige rådgivere og styrke opsporingen af unge, der har brug for hjælp. Projektet henvender sig særligt til unge, som har oplevet seksuelle krænkelser eller på anden vis har vanskeligheder med grænsesætning, relationer og trivsel.

Forløbene kombinerer undervisning, refleksion og fællesskab og skal give de unge redskaber til at styrke deres mentale sundhed, opbygge sunde relationer og bryde negative mønstre.

Vi oplever et stort behov blandt unge, som kæmper med konsekvenserne af grænseoverskridende oplevelser og har brug for støtte til at forstå egne reaktioner og styrke deres selvværd. Med støtten fra LB Foreningen kan vi tilbyde trygge gruppeforløb, hvor de unge møder andre i samme situation og får konkrete redskaber til at sætte grænser og skabe sunde relationer. Det fællesskab kan være afgørende for deres videre trivsel og udvikling," siger Line Ibsen, repræsentant for Kvisten.

Projektet omfatter både fysiske og online rådgivningsforløb, så flere unge får mulighed for at deltage uanset geografiske eller personlige barrierer. Derudover gennemføres individuelle opstartssamtaler, som skal skabe tryghed og mindske risikoen for frafald.

Stærke fællesskaber

I LB Foreningen Region Hovedstaden ser man projektet som et vigtigt bidrag til at styrke unges mentale sundhed og forebygge, at sårbare unge står alene med deres udfordringer.

Vi ved, at stærke fællesskaber kan gøre en afgørende forskel for unges trivsel. Kvisten skaber et trygt rum, hvor unge får mulighed for både at udvikle sig personligt og spejle sig i andre med lignende erfaringer. Derfor er vi glade for at støtte en indsats, der giver sårbare unge bedre muligheder for at styrke deres mentale sundhed og finde deres plads i fællesskabet, siger Keld Volder, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Hovedstaden.

Kvistens ungerådgivning bygger på organisationens mangeårige erfaring med rådgivning og behandling af mennesker, der har oplevet seksuelle overgreb. Med den nye støtte kan organisationen fortsætte og videreudvikle indsatsen for unge i Region Hovedstaden, så flere får adgang til kvalificeret rådgivning og et støttende fællesskab.

Sammen med de 99.795 kr. modtager Kvisten også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.

OM KVISTEN

Kvisten er en landsdækkende social organisation, der i over 25 år har tilbudt psykoterapeutisk behandling til voksne med senfølger efter seksuelle overgreb i opvæksten. I dag råder Kvisten over en håndfuld forskellige behandlings- og rådgivningsmuligheder målrettet voksne med senfølger efter seksuelle overgreb, pårørende, unge og fagpersoner.

OM LB FORENINGEN

LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.

OM LB FORENINGEN REGION HOVEDSTADEN

LB Foreningen i Region Hovedstaden repræsenteres af 22 delegerede, der er valgt blandt de ca. 180.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Hovedstaden uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

Nøgleord
Børn & ungeVelværeForeninger & frivillighed
Event Information